onsdag den 15. maj 2013

Flydende dage

Dagene flyder nemt ud i et i øjeblikket. Jeg bruger en del tid på at mødes med rare og seje mennesker og på at finde nye måder at opstøve projekter og arbejde på. Det er derfor svært at finde tid til nogle af de (hygge)projekter, som jeg længe har haft nogle stille ambitioner om at få afsluttet. Såsom at få malet vores køkkenvinduer færdige, der med et positivt spin lige nu fremstår shabby chic med lidt afpillet maling - eller at få lavet babybogen med billeder og anekdoter fra Tvittens første år færdig, fordi nogen måske vil mene, at det er på tide set i lyset af, at hun lige om lidt fylder 5 år.

På de gode dage sørger jeg for at udnytte tiden ved at producere og forfine mine ansøgninger og på at holde mig opdateret fagligt og socialt. På de mindre gode dage, hvor jeg føler mig kørt over af en damptromle, og som typisk kommer efter et par dage med god energi og masser af aftenarbejde, forsøger jeg bare at komme igennem dagen uden at vrisse og uden at slå mig selv oven i hovedet over ikke at have energi til at netværke / lege vildt på legepladsen / lave al maden fra bunden. Forleden nævnte Tvitten, at "Mor er altid træt". Den sved. Både fordi jeg blev ked af, at det er hendes opfattelse af mig i øjeblikket, og at der er noget sandhed i det. Men også fordi jeg blev vred. Jeg knokler nemlig for at finde opgaver og job i øjeblikket og bryder en masse personlige grænser i den proces. Så jeg synes, det er i orden, at jeg ikke altid er frisk og klar på at slå vejrmøller og kolbøtter i ulvetimen. Men det er svært at forklare hende, og grundlæggende er det heller ikke noget, jeg vil involvere hende for meget i. Det ansvar, synes jeg ikke, hun skal stå med.

De gode dage dominerer heldigvis. Og jeg har også lært, hvordan jeg skal passe på mig selv og alligevel finde tid til de ting, der giver mig energi. Som bl.a. hyggestunderne med C og pigerne på en doven søndag. Eller en aften med solnedgang, vin og massiv chokolademousse sammen med N, der altid er klar med sparring og insiderviden om kommunikationsbranchen. Eller et hyggeligt møde med søde Østfronten, der introducerede mig til den virkelig fine og stemningsfulde Krummen & Kagen, som helt sikkert er et besøg værd, hvis man er til smagfuld kaffe og lune og lækre boller. Mums. Eller en Jyllandstur til Farmor, som altid er garant for overskud, is og masser af grin - og bedstevennerne på landet, der altid giver mig lyst til at skrotte al byliv og flytte i bofællesskab med dem på en øko-gård med æbletræer i haven og udsigt til store søer og grønne skove.












Den skarpe læser kan måske ane Østfronten i spejlet hos Krummen & Kagen...








2 kommentarer:

  1. Det var så hyggeligt og med gode indspark til det dér jobland.
    Uh, jeg kan godt forstå, at Tvittens bemærkning sved - for selvfølgelig vil man gerne være overskudsmor, men børn skal jo også lære at det er ok, at man er træt/ked/underskudsagtig af og til. At det er ok at føle andre ting end glæde selvom man er voksen. Jeg aner ikke, hvordan man skal forklare det på en børnevenlig og det-er-ikke-dit-ansvar-men-kun-de-voksnes-agtig måde.
    ANY-who. Gode ting og gode mennesker, ikke? Der må være noget til os begge to derude. I mellemtiden er det godt med support, sparring og MEGAlækre romkugler (TUSIND tak for dem!)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak for gode indspark - det er altid rart at få lidt inspiration til andre veje at gå.

      Og tak for de søde ord. Jeg er enig med dig i, at man ikke nødvendigvis skal lege lalleglad mor, når det ikke er sådan man føler sig. Men jeg prøver virkelig at skubbe bekymringerne væk, når vi er sammen og bare være. Det i sig selv kan også give lidt ny energi. Når det så ikke altid lykkes, så er det svære, som du siger, at gøre det på den rigtige måde, så de ikke føler et ansvar. Jeg tror, det er noget man skal øve sig på, tror du ikke? Og afveje det i forhold til, hvad ens barn kan klare.

      Med Tvitten har jeg fundet ud af, at det helt klart kan betale sig at være ærlig, men uden for mange detaljer. Hun fornemmer i hvert fald med det samme, hvis man prøver at aflede eller slippe af sted med et 'det er bare noget voksen-noget'.

      Slet