lørdag den 22. december 2012

Nye traditioner

Torsdag holdt Tvitten og jeg en fridag sammen. Fordi vi trængte til det (hvem kan ignorere et 'Mor, det har været en lang dag i børnehaven i dag...'), og fordi vi kunne. Siden vores fridag sammen i efteråret havde jeg nemlig besluttet mig for, at vi selvfølgelig også skulle en tur i Tivoli i december og se juleudstillingen og endnu engang drøne tosset rundt mellem ballongynger, karruseller og rutschebaner med hver vores højre arm strakt foran os, så turpasset aldrig ville få hvile. Det skulle være Tvittens og min tradition.

Juleturen til Tivoli blev dog ikke fulgt af helt den samme idyl og lærkesang som Halloween-turen. Blandet andet fordi Moren hurtigt noterede sig et mismatch mellem yummy mummy-tøj og polarkulde (og en mangel på ildfade blandt forlystelserne i øvrigt). Og fordi Tvitten blev slået næsten hjem, da vi fandt ud af, at Ballongyngerne først ville køre om eftermiddagen. De Ballongynger, som hun har talt om lige siden Tivoli-turen i efteråret og havde set frem til at skulle prøve 'vildt mange gange, ikk' Mor?!'. Men det gør heller ikke så meget. Turen blev i stedet sin egen, hvor vi gik rundt lige så stille og kiggede på nisser og holdt i hånd, og hvor en træt Tvitten puttede sig ind til mig, mens vi tog en sidste karruseltur. Jeg tror derfor, vi holder fast i Tivoli lidt endnu. Og i konceptet med at holde en pause i hverdagen indimellem.

Og det er i øvrigt også, hvad vi vil gøre den næste uges tid med resten af firkløveren:) Turen går vestover, og jeg glæder mig som et lille barn til at fejre jul med begge familier, til at kysse vores piger kvalmende meget og C ligeså.

God jul derude og godt nytår:)

'Se, det er god service!' En formiddags kaffe/kakao på yndlingscaféen endte med en gratis og fortrinlig hindbærcupcake til Tvitten, fordi hun skulle vente 12 l.a.n.g.e. minutter på sin kakao (at det så endte med at være moren, der kastede sig over kagen, synes jeg ikke, vi behøver gøre et stort nummer ud af).








torsdag den 20. december 2012

Julehilsner, der varmer og smager så fuglene synger!










Der lå nogle hilsner i postkassen i går, som var fyldt med sødme og varme og juleri. Den ene var et julekort fra Søster og familien i USA. Vi får dem heldigvis at se lige om lidt, når der er dømt juleferie med familiebesøg, konfekt og børn, der er så spændte, at de får ondt i deres maver og hænger i gardinerne. Alligevel holder Søster traditionen i hævd og sender hvert år de sødeste analoge hilsner, og det er noget, der varmer. Især når de indeholder budskabet om en mulig udstationering tættere på landet!

Og så var der den anden hilsen. Som ovenikøbet smagte himmelsk! Det var en pakke fra Østfronten indeholdende nogle meget, meget velduftende, velsmagende og krydrede pebernødder, der gjorde det umuligt for mig ikke straks at dyppe hovedet ned i skålen, så jeg til sidst var nødt til at gemme den væk fra både mig selv og Tvitten (der også mente, det var passende ulvetimeguf). Så tusind, tusind tak, Østfronten, fordi du forbarmede dig over mine suk efter dine og Søsterlils pebernødder! De gjorde lykke herhjemme:)

lørdag den 15. december 2012

Siden sidst...!

Med udråbstegn, ja. For der har stadig været tryk på i det lille hjem, og jeg har skullet holde tungen lige i munden for ikke at snuble over sygdom, hverdagslogistik, jobmulighed, svingende humør, aftenarbejde og afsluttende test (vil i øvrigt gerne beklage på forhånd, at dette indlæg lugter lidt af træthed - hvis der er nogen, der har lidt søvnoverskud at dele ud af, så er jeg ikke for stolt til at tage imod...).

Lidt om jobsøgning, sygdom og forældresvigt

Der bød sig pludselig nogle muligheder i form af to uopslåede stillinger i starten af sidste uge, som jeg siden da er gået benhårdt og med spidse albuer efter (og stadig venter på nervepirrende svar på) samtidig med, at jeg er ved at afslutte et kursusforløb. Jeg er derfor fortsat ramt af en navlebeskuende tilstand disse dage. Den der tilstand, hvor mit hoved er fyldt med al mulig jobrelateret, og som gør mig distræt og får mig til at falde over den samme ting på gulvet syv gange i træk og gør mig rigtig dårlig til at følge op på mine venners ve og vel.

Samtidig har vi været udfordret af, at lille Mini Tvitten har været ramt af sygdom. Først af en styg omgang øjenbetændelse, som gjorde hende til vuggestuens persona non grata, og i denne uge af en temperatur på over 40C fra søndag til tirsdag, den stakkels lille skat. C og jeg har derfor forsøgt at gøre os til eksperter udi løsninger af de hverdagslogistiske udfordringer og har indtil nu klaret det pænt og uden stridigheder (som min indre jyde lige kan snige sig til at formulere det). Men altså. Hvor kunne det da lige være dejligt indimellem at have bare ét par bedsteforældre boende tæt på. Nogen, som ikke arbejdede, altså. Og som oven i børnepasningen også lige lavede lidt aftensmad. Og gjorde rent og vaskede tøj. Og købte julegaver..

Nå men, selvom jeg sådan set syntes, at C og jeg er lykkedes meget godt med at jonglere hverdagen og hygge om pigerne uden alt for skingre stemmer, så har de seneste ugers mælkeskæg alligevel ikke været helt uden omkostninger. I hvert fald har det tilsyneladende gjort mig til den forælder, som glemmer diverse arrangementer i børnehaven. Det er i hvert fald gået hen over hovederne på både C og jeg, at der 1) var juleri i børnehaven i forgårs. Hvorfor jeg lignede et stort spørgsmålstegn, da jeg trådte ind i en julestue med gløgg og æbleskiver og forældreengagement. Og at der 2) skulle tænkes i krea-løsninger, da julenissens  overnatning og bedrifter hos Tvitten forleden skulle dokumenteres. I hvert fald ser Tvittens post-it med bullet points noget sølle ud, som den hænger der ved siden af de laminerede, flersiders opslag med sirlig håndskrift og julepynt, suk. Heldigvis tror jeg ikke, Tvitten har bemærket C's og mine svigt, og jeg nåede heldigvis også at komme ned i børnehaven i går tidsnok til at deltage aktivt i juleriet. Men det var da med en puls på de 380, at jeg sad der og nippede kaffe, konverserede og sørgede for æbleskiver til Tvitten og i øvrigt ligne en, der var bare en lille smule bevidst om, hvad der foregik.

Men trods svigtet i forhold til børnehaveengagement, og trods de store gigantiske humørsvingninger i tiden, så er jeg de fleste af dagene positiv. Fordi det føles så pokkers dejligt, at der endelig er noget, der rører på sig derude i jobland i form af jobsamtale og hul igennem til et par virksomheder. Og at uanset hvad udfaldet bliver, så betragter jeg det som en god øvelse og et skridt i den rigtige retning (hør lige mig med ja-hatten på!).


Lidt om hygge, ballet og juleri

Men siden sidst har der heldigvis også været tid til lidt spass og juleri. Som i forrige weekend da vi tog hul på decemberhyggen med en fejring af Mini Tvittens fødselsdag sammen med verdens bedste uofficielle mødregruppe (en af den slags, som man kan være den officielle mødregruppe befriende utro og tåkrummende ærlig sammen med) + familier. En mindeværdig fejring, hvor der blev både grint og grædt. Og hvor særligt Tvitten og Kæresten V stod for de helt store følelsesudbrud, som var en opera værdig, og som kan tilskrives et temperament og en stædighed hos dem begge, som indimellem giver nogle helt utroligt passionerede konflikter bygget op omkring typiske temaer som jeg-fandt-den-største-istap og min-kælk-kørte-hurtigst! Men det var hyggeligt at fejre Mini Tvitten med mødregruppen. Og især nød jeg den stund, som Mini Tvitten og jeg sneg os til med Mor N og Mor M og de to andre søde tumlinger (efter at mændene endelig havde forstået hintet om, at det var dem, der skulle ud i sneen for at trække de tre store unger rundt på kælk, tsk), så vi kunne opdatere hinanden på livet efter barslen.




Se lige hvor fed en fødselsdag, jeg holder!



Så har vi også oplevet Tvitten lave opvisning med sit ballethold. Ikke ballet a la Det Kongelige Teater, bevares (selvom underviseren dog godt kunne minde om en, der lige havde taget en form for euforiserende stoffer, inden hun skulle ind og guide 30 overgearede børn igennem en forestilling), men lidt mere low-key-come-as-you-are-stil. Eller det troede jeg. Tvitten og jeg opdagede nemlig hurtigt, at de fleste andre piger var klædt i tutu-skørt og gymnastikdragt med pufærmer og håret opsat i den helt rigtigt udseende knold (i modsætning til Tvitten, som stod der med sine prikkede strømpebukser og en høstak af et hår). Heldigvis forholdt Tvitten sig blot konstaterende i forhold til nuanceforskellene mellem hendes og de andre pigers frisurer, og sprang hurtigt ind i en tag-fat-leg med de andre. Og så kunne forældrene ellers nyde en fantastisk rørende opvisning. En opvisning, hvor det endnu engang gik op for mig, hvor stor Tvitten er blevet. Og som bekræftede mig i, at jeg altså stadig er ganske grådlabil i tiden, og at der ikke skal mere til at få mig til at græde som pisket end en Tvitten, der iklædt tylskørt danser free-style til Svanesøen. Og fordi jeg kunne se, hvor umage hun gjorde sig med at optræde, og fordi hun havde det som blommen i et æg med at være deroppe på scenen, suk.







Og sidst men ikke mindst har vi heldigvis også nået at tage en bid af decemberkagen. Og har fået hentet juletræ, pyntet op og kælket i sneen (sidstnævnte viste sig i øvrigt at være en smal sag, da først Tvitten og jeg fik indgået en aftale om, at hun ikke skulle hive i bremsen, mens jeg trak hende på kælken. Så skulle jeg til gengæld nok lege slædehund/ulv og sige "grrr" og "vuf, vuf"). Det holder, det der julehyggekoncept. I hvert fald er det omtrendt det eneste, der har kunne bryde igennem min navlebeskuende tilstand de sidste par uger, så jeg suger det til mig. Og vil så glemme alt om gavestress og for få timer i døgnet og i stedet nyde en friweekend med familien.










fredag den 30. november 2012

Den sidste bastion

Jeg læste engang, at badeværelset er det sidste rum i hjemmet, hvor man kan være helt sig selv og nyde en stille stund. Og indrømmet, som udpræget B-menneske kan jeg da godt føle en trang til at flygte ud på denne hjemmets sidste bastion for sjælefordybelse de morgener, hvor pigerne fester inden kaffen er brygget.

Men så er det, jeg kommer i tanker om, at selv i dette rum, er man aldrig helt sikker på at kunne være sig selv. Når man har små størrelser. Hos os kan man i hvert fald godt regne med, at Tvitten sørger for lidt underholdning til morgentoiletten, gerne i form af en insisterende snakken gennem nøglehullet eller ved at sende habengut ind under døren. Som for eksempel perleplader og Tipoldemors gamle sølvskeer.

Hvor er det irriterende. Men også meget sødt.



onsdag den 28. november 2012

Nu med fødselsdag og logistiske udfordringer

Så gik der lige endnu en uge med en forsømt blog, øv. Men det var noget med noget kursusstart, C på nyt projekt, et gråt hår og noget øko- og langtidshævet hjemmebag en masse til Mini Tvittens 1-års fødselsdag og dertilhørende tur til Jylland.


Noget med fødselsdag

Mini Tvitten fyldte 1 år i weekenden! Og det betyder, at jeg hele ugen op til dagen (og lidt mere end det, faktisk...) har været ramt af nostalgi og grådlabile tendenser. Fordi jeg slet ikke kan forstå, at det allerede er et år siden, at vores lille varme solstråle og humørbombe kom til verden stjernekigger-style og - på trods af det - med det samme charmerede sig ind hos forældrene og med tiden også hos Storesøster (der udbad sig lidt betænkningstid, ind hun også overgav sig til Mini Tvittens serenader).


Fødselsdagen blev fejret med familiehygge i Jylland sammen med bedsteforældre, Oldemor, kusiner og fætre, Moster S og Onkel S og varme hilsner fra Moster R og familien i USA. Mini Tvitten havde uden tvivl en rar dag og havde været så forudseende, at hun lige snuppede en tre-timers lur midt på dagen, så hun var klar til det store ryk-ind hos Farmor om eftermiddagen (og gav nogle taknemmelige forældre frie hænder til at lægge sidste hånd på det bagværk, der ikke sådan lod sig lave på forhånd, og som C havde insisteret på skulle laves fra bunden, suk).



Noget med arbejde

Gad godt, at jeg lige kunne skrive, at jeg havde fundet et (ønske-) job. Men det ville være kækt, fordi det ikke passer, og fordi der lige er noget med, at sol, måne og stjernerne i mælkevejen skal stå oven på hinanden og danse til Søren Banjomus, inden det sker. Okay, så modløs er jeg ikke. Faktisk er jeg lettere begejstret i tiden, og det skyldes bl.a., at jeg i sidste uge startede på et kursus, som endelig giver mening for mig og den uddannelse, jeg så gerne vil bruge. Og som giver mig nogle helt konkrete værktøjer, som jeg kan bruge målrettet i min jobsøgning. Hurra!

Jeg har stadig lidt over to uger tilbage af kurset (i dag er en hjemmearbejdsdag, så jeg sniger mig lige til at blogge lidt...). Og jeg må indrømme, at jeg nyder at skulle ud ad døren hver dag og mødes og sparre med andre inden for det samme felt som mig (måske lige minus ham, der er autodidakt spøgelsesjæger/forfatter/foredragsholder), for det giver mig lidt ny energi, som jeg synes, jeg har haft brug for.

Bevares, det har da også været udfordrende indtil nu at skulle finde en ny rytme i forhold til at komme ud ad døren i bare nogenlunde ordentlig tid og få afleveret og hentet pigerne uden at lyde skinger, når der har været rejst tvivl om nødvendigheden af vintertøj og tandbørstning. Og i forhold til, at dette er faldet sammen med, at C startede på nyt projekt også i sidste uge, hvilket heller ikke har gjort de logistiske udfordringer nemmere.

Men vi har klaret det uden at nogen er blevet kylet ud ad vinduet, så jeg tror også nok, vi skal klare det de næste par uger. Dog har vi netop besluttet, at vi i aften vil indføre Lean-konceptet i familien og kigge på, om nogle processer ting kan gøres bare en lille smule smartere, så vi for eksempel kan få tid til at handle ind til aftensmad bare engang imellem.


Noget med et gråt hår

Søndag aften skete det så. Jeg vidste godt med min sunde fornuft, at det måtte komme på et tidspunkt, men jeg havde alligevel næret håb om, at det ville vente, til jeg i det mindste var blevet sådan rigtig voksen med hus, have og vaskesøjle. Men forleden aften var det der altså. Mit første grå hår (som gjorde mig i så dårligt humør, at jeg kun lige akkurat kunne overtales til at sige ordentligt godnat til C, da vi lagde os til at sove)! Et genstridigt, gråt og latterligt langt hår, som i den grad ikke passede ind i mit selvbillede, men som i den grad var virkeligt nok, sådan som det fint var filtret ind i resten af manken, og som efter længden at dømme har været der i rigtig lang tid. Nok i omtrent så lang tid, som vi har haft børn...

Så at bloggen er blevet lettere forsømt igen, har blot sin rod i en træthed og mangel på tid, idet alle aftener er blevet brugt på at indhente noget så simpelt som bagning og almindelige, kedelige gøremål som indkøb og bunken af vasketøj, der nu gør, at vi ikke længere kan lukke døren til skabet i soveværelset (gode råd til at klare dette i hverdagen modtages i øvrigt gerne).




Alle de billeder, jeg forsøgte at tage af Mini Tvitten på hendes fødselsdag, blev så grynede pga. dårlig belysning. I stedet får I her Tvittens tegning af fødselsdagsbarnet med sin sut i munden... Og den er faktisk forbavsende vellignende.




mandag den 19. november 2012

Hallooooooo, Blog....?

Undskyld, Blog, at jeg har ignoreret dig, og at der er gået et par uger med radiotavshed og navlepilleri. Et par uger, som har været mere præget af mælkeskæg end af cremet mokka. For egentlig ville jeg ønske, at mit fravær skyldtes en guddommelig spa og rekreation, hvor jeg har fået nusset og pusset min hud og min sjæl, så begge dele nu fremstår fine og glatte og uden det mindste spor af 4 års søvnunderskud. Eller et eventyr i Baumgartner-style, måske.

Men æv. Det skyldes nok nærmere, at jeg har befundet mig et sted midt imellem. Nemlig lige midt i leverpostejen, hvor jeg har trådt vande og nok også har haft brug for det. For hvis sandheden skal frem, så er det ikke nødvendigvis lutter lagkage med den der jobsøgningproces, som jeg befinder mig i. Bevares, jeg nyder fleksibiliteten, som muliggør indkøb uden børn for rush hour, og som betyder morgener uden stress og langsom indkøring af Mini Tvitten i vuggestue. Men i bund og grund trænger jeg også til at føle mig uundværlig i en arbejdsmæssig sammenhæng og få skabt mig en identitet, der er bundet op på min faglighed.

Sidstnævnte hører til en virkelighed, der indimellem kan overskygge alle de gode ting i mit liv, og som jeg tidligere har skrevet om her. Og det gjorde den så også for et par uger siden. Det plejer gerne at være et besøg, hvor jeg bliver mindet om, hvor svært det kan være at trænge igennem med mit budskab i en verden, hvor der bare er rigtig mange andre, der også gerne vil larme, og som også har en masse på hjerte. Og at det i bund og grund er svært for mig at råbe op, fordi jeg i perioder har let ved at tvivle på min faglighed, når jeg ikke får den brugt. Den tvivl bliver også fodret af, at jeg ofte rammer en mur af tavshed i min søgning, og så er det så let for mig at rette al kritik mod mig selv og min indsats, fordi det virker som det eneste konkrete, jeg har at forholde mig til. I de perioder, hvor virkeligheden banker på, bliver jeg nogle gange lidt stille og er nødt til at tænke. Rigtig meget og nogle gange længe.

Det har dog heldigvis ikke været sådan, at jeg de sidste par uger har været fuldstændigt demotiveret, og der har heldigvis stadig været plads til grin her i firkløveret. Men jeg har haft brug for at få pusten, kreativiteten og motivationen tilbage i min jobsøgning (noget siger mig, at den espressomaskine, C og jeg køber, når jeg får et job, ikke rigtigt tæller som tilstrækkelig motivation i en virksomheds optik, tsk...), og det har bl.a. inkluderet at ignorere alle projekter, der ikke har haft nogen relation til enten job eller familie og venner.

Meget bekvemt faldt besøget af jobvirkeligheden sammen med, at Mini Tvitten blev angrebet af vuggestuestartsforkølelse og en tværhed, som ligner hende ganske dårligt. Det betød, at mens Mini Tvitten brugte tiden på at bekæmpe 11-taller, så hev jeg en uge ud af kalenderen sammen med hende. Og den brugte jeg på at hengive mig til barselslivet for en stund, og på at omgive mig med nære og motiverende venner og familie og, ikke mindst, at sætte al overskud ind på at genfinde den rette balance i min måde at søge job på. Det synes jeg, at jeg er ved at have gjort nu. Og det (håber jeg) betyder mere overskud til at koncentrere mig om andre ting end kun min familie og min egen navle igen.

Jeg glæder mig i hvert fald til at blogge igen og finde ud af, hvad der sker her i blogland:-)


P.s. Når man er så priviligeret, at man kan hive en lille uge ud af kalenderen, så kan man bl.a. nyde efterårets solskinsdage, opdage postkasserne med de fineste familiehilsner på porten ind til Nordisk Ministerråd og nyde lidt ekstra tid med familien.










    torsdag den 1. november 2012

    Klar, parat, strik!

    Jeg kender en sej chick, der står bag en knippelgod kampagne. Den hedder Varme 15X15, og den vil skaffe tæpper til de hjemløse i Danmark, så de får en chance for at holde sig varme i vinterkulden.

    Det vil den gøre ved at få så mange som muligt til at strikke og hækle små kvadrater på 15X15 cm, som til sidst bliver sat sammen til de rare tæpper, der skal hjælpe nogle af dem, der trænger allermest.

    Så hvis der sidder et par strikke- eller hæklekyndige læsere med overskud til at fremtrylle et par kvadrater drysset med næstekærlighed, så skynd jer at finde gruppen Varme 15X15 på facebook og meld jer til! Det vil helt sikkert gøre glæde:-)

    P.s. Der er allerede rigtig mange, der har tilmeldt sig kampagnen og strikker på livet løs, men det er bestemt ikke for sent at blive en del af gruppen. Den fortsætter nemlig frem til den 15. december.





    onsdag den 31. oktober 2012

    Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget

    Juhuuu! Armene kan ikke komme ned igen i dette hjem. Vi har nemlig haft besøg to nætter i træk nu. Af Nemesis' gode tvillingesøster! Så selvom mit forrige indlæg var fuld af brok og en anelse selvmedlidenhed, så har det ført intet mindre end et lille mirakel med sig.

    Jeg tænker nemlig, at Nemsis' gode tvillingesøster må have læst indlægget og forbarmet sig over os (eller også gad hun bare ikke høre på mit brok) og har derfor spredt lidt af sin godhed og sovemedicin ud over matriklen. Og det har betydet, at i stående kontrast til de forrige nætter, så har Mini Tvitten sovet eksemplarisk i hele to nætter nu! Og vi taler altså om nætter helt uden afbrydelser. Ikke noget med lige at skulle ind og finde sutten eller ae på kinden eller vågne ved lyden af små grynt og snuble over et stykke legetøj på vej ind til sengen. Næh, vi taler HELT uden afbrydelser (åh gud, bare det ikke er, fordi vi ikke har hørt hende den forudgående nat, og at hun nu har opgivet at skælde ud på os?!).

    De seneste to morgener har vi derfor løbet rundt som et par jubelgrise herhjemme og har kunnet mærke fordelen ved at få det der søvn, alle siger skulle være så godt. Og derfor vil jeg også udfordre Nemesis og give den fuld skrue i dag som overskudsmor og starte ud med Halloween-hygge i børnehaven (hvortil jeg har bidraget med hjemmebagte boller, naturligvis), efterfulgt af Halloween-arrangement i gården, hvortil Tvitten og jeg lige skal nå at udskære et græskar på en halv time (hvilket jeg forudser vil forløbe helt uden drama i øvrigt), så det kan være med i den store græskardyst. Bare kom an, Nemesis! Jeg har nemlig sovet i nat!


    mandag den 29. oktober 2012

    Træt træt træt

    Åh gud, hvor er jeg træt. Som i så træt, at jeg har siddet og stirret ud ad vinduet i to timer nu og er blevet helt fortrolig med, hvordan processen i Projekt 'Udskiftning af tag på bygningen overfor' skrider frem.

    Og tænk, hvis det bare skyldtes omstillingen fra sommertid til vintertid (som i øvrigt ikke er for børn og sarte sjæle). For så ville der formentlig blot gå et par dage, inden Mini Tvitten havde vænnet sig til skiftet. Og så kunne vi alle, med Tvittens fine udtryk, 'sove i dejlig frisk ro' igen. Men sådan er det ikke. Vi er ude i en længerevarende fase, der lige nu føles uendelig og ligner dette scenarie med en Mini Tvitten, der vågner jævnligt og nu fra omkring klokken halv et.

    Det var derfor en zombie-mor, der ved morgenbordet søndag morgen kapitulerede og brugte de resterende kræfter på at bevæge sine læber og henstille til C, at Mini Tvitten på forsøgsbasis skal prøve at sove i sit eget rum (oprindeligt kendt som Kontoret, men som hurtigt fik det mere passende navn, Roderummet). Og jeg siger forsøgsbasis, fordi mit bløde morhjerte synes, at afstanden på de 10 skridt, man skal gå for at komme fra soveværelset ind til Roderummet, er helt urimelig stor, og hvad nu hvis vi ikke kan høre, at hun får væltet bogreolerne ned over sig eller forsøger at kravle ud gennem tremmerne på sengen?

    Så galt gik det heldigvis ikke i nat. Og det føltes egentlig okay kun at blive vækket de gange, Mini Tvitten skulle trøstes lidt og ellers at kunne sove fra de små grynt, hun normalt laver i søvne. Derfor må det bløde morhjerte også indrømme, at det nok er en meget god løsning lige nu, at Mini Tvittens seng er blevet rykket ind i et andet værelse.

    På trods af den ubeskriveligt åndssvage træthed, så har det været en rigtig fredelig weekend. Med et minimum af ulvetimesyndrom (hos både børn og voksne) og et maksimum af efterårshygge med en god blanding af firkløverhygge og besøg hos venner både lørdag og søndag.

    Hjemme i lejligheden nåede vi blandt andet at tulle rundt i nattøj begge formiddage, bygge en zoologisk have af LEGO-klodser med Tvitten (og smide Mini Tvitten ud af værelset, fordi hun notorisk tog hovedspring i kurven med LEGO-klodser), og at indrette Roderummet til babysoveværelse, så det nu faktisk er blevet et ganske hyggeligt værelse med rar belysning, billeder på væggene og udklædningstøj doneret af Tvitten, så Mini Tvitten også kan blive klædt ud til Halloween.

    Og af de mere sociale aktiviteter nåede vi forbi Tvittens bedste ven fra vuggestuen lørdag eftermiddag og forbi min veninde og hendes familie søndag aften. Sidstnævnte stod i øvrigt klar med godt selskab, aftensmad og rødvin, og det er et koncept, der holder, hvis nogen skulle være i tvivl. Måske man altid bare lige skulle sørge for at have en madaftale de aftener, hvor kroppen ikke er andet end ren dødvægt på grund af træthed..?

    torsdag den 25. oktober 2012

    I går var en ...









    ... ualmindelig rar dag. Tvitten og jeg holdt nemlig en fridag sammen. Og lod hånt om speltbæltets sukkerpolitik og sunde kostvaner med formiddagscroissant, kakao og kaffe med sødmælk på yndlingscafeen. Og stak af til en verden i Tivoli, der bestod af pandekager, græskar og hekse af den slags, der kan få selv en modig 4-årig til at spørge, om heksene godt kan finde på at komme efter børnene.  

    Og så kunne jeg da godt have udvidet dette indlæg med en bid af leverpostejen og nævnt, at der lige var lidt krise, inden vi skulle ud ad døren. Fordi Tvitten absolut ikke bifaldt morens indkøb af flyverdragt, som har en HELT forkert farve og "nogle grimme lommer" (og som er købt på udsalg og derfor ej kan byttes og, som Tvitten i øvrigt påpegede, er alt for stor, hvilket kun slog forhåbningerne om nogensinde at få hende lokket i den endnu mere ned, fordi det har hun sådan set ret i). Eller nævnt, hvordan Tvitten og jeg forvildede os ind i en forlystelse i Tivoli, der viste sig at være alt for uhyggelig til en 4-årig, og som derfor kom til at føles u.e.n.d.e.l.i.g. lang og sendte moren på overarbejde i forhold til beroligende tale.

    Men det gider jeg ikke. For dagen var helt igennem fantastisk med alenetid med Tvitten og masser af tid til at nyde og svare på finurlige spørgsmål ("Har du en splint i panden, Mor?" "Nej, jeg prøver bare at tæmme øjenbrynene, Skat") og lege i hyggelige universer. Som, da vi pyntede hele lejligheden med spindelvæv og edderkopper, så den kunne stå klar til at skræmme C og Mini Tvitten (og moren, der om natten havde glemt alt om plastikedderkopper over Mini Tvittens seng), når de kom hjem. Og ligesom, da vi inden sengetid dansede rundt til MGP og Gangnam Style (og ja, sidstnævnte ER sjov at danse til. Og så taler vi ikke mere om det).

    Endnu engang kan jeg kun slutte af med at sige: Mer' vil ha' mer'.

    mandag den 22. oktober 2012

    "Tidligt op, tidligt i gang, så bliver dagen...

    ... træls og lang." Jeg tror, det var sådan C formulerede det, da vi skulle til at spise morgenmad lørdag morgen omkring kl. 6. For OH MY GOD, hvor startede weekenden tidligt. Mini Tvitten har fået for vane at vågne med et skrald ved en 4-tiden. Og det har indtil nu resulteret i en rituel stammedans, hvor enten C eller jeg går rundt med hende, til hun falder i søvn (og gud nåde og trøste én, hvis man prøver at lægge hende for tidligt igen!) eller til C lægger sig ind i Tvittens telt med den lille feststemte dame (lang historie - men noget med at Tvitten har slået sit prinsessetelt op på sit værelse og smidt sin madras derind. Og har sovet dér de sidste par uger), så hun ikke når at vække Tvitten, der i mellemtiden er kravlet ind i triplesengen.

    Lørdag startede altså med endnu en tidlig vækning og med en af dem, hvor det ikke rigtigt lykkedes os at få Mini Tvitten til at falde i søvn igen på trods af vores desperate forsøg med at gå rundt og med at sige "shhh, sååå sååå," synge, sige ingenting, ligge i telt og ligge i ske. Da uret sagde 5.44 gav jeg op og kravlede ud i køkkenet med en Mini Tvitten, der i øvrigt begyndte at pludre og ralle og storsmile, i det øjeblik jeg lagde an til at stå op (grrrrrrr). Hvordan det lykkedes mig at finde diverse stikkontakter (overhovedet at finde køkkenet) og få tændt noget lys i den nattemørke lejlighed er mig stadig en gåde. Men det lykkedes. Og med en glad Mini Tvitten legende på gulvet fik jeg faktisk brygget kaffe, smidt rundstykker i ovnen, kogt æg, tørret vandpyt fra lækkende køleskab op fra gulvet og dækket bord (indsæt gerne skulderklap). Og så sad vi der i stearinlysets skær lidt over 6 om morgenen til lyden af to glade unger og til byen, der lige så langsomt begyndte at vågne op, ligesom os selv. Og det var brandhyggeligt.

    Senere på dagen besluttede C og jeg os for en eftermiddagstur til Zoo, meget mod Tvittens vilje ("hvis vi skal dét, så bliver jeg hjemme og gider aldrig lege med jer mere!") sammen med en million andre turister. Tvitten blødte dog op, da hun fandt ud af, at vi ville tage en klapvogn med til hende i tilfælde af trætte ben - en klapvogn, som, viste det sig, ikke kun skulle fungere som hule med pude og tæppe men også som sæbekassebil på Søndermarkens bakker ("Far, når der kommer en stor bakke, så giver du bare slip, ikk'!!"). Vi slentrede gennem parken og lige ind i et par fantastisk rare timer i Zoo, hvor tiden gik med at spise is, høre løvefar brøle, lege på legepladsen, klappe gederne og betragte flodhestene.

    Søndag formiddag splittede vi os op, og jeg fik nogle timer alene med Tvitten. Hun havde et brændende ønske om at komme i svømmehallen, og jeg havde et brændende ønske om at sige nej. Tanken om et lydinferno i DGI-byen og unger flyvende til højre og venstre matchede nemlig ikke mine planer om en rolig søndag. Kompromiset blev derfor en tur til Vandkulturhuset i Valby. Og hold da op, hvor er det bare 1.000 gange rarere end DGI-byen! Der var plads til at boltre sig i det sansespækkede legebassin, og til at Tvitten kunne øve sig i at få hovedet under vand uden at skulle bekymre sig om at få en arm eller et ben i hovedet af en 11-årig svømmehalskåd dreng. Og i babybassinet fik vi varmen igen, mens vi legede 'far, mor og børn'. Det var så hyggeligt at være på tur med Tvitten, men efter tre timer på farten var vi begge ved at være matte i hovederne af klor og varme. Så vi tog hjem igen til C og Mini Tvitten og nåede lige at lege lidt, inden vi tog et smut forbi min stedsøster og hendes dejlige familie. Hvor vi både nåede at affodre pigerne med rugbrød og æbler og at vække den lille smukke baby, inden vi tog hjem efter en times tid med en overtræt Mini Tvitten.

    Weekenden, der startede så tidligt lørdag morgen med søvn i øjnene og døde kroppe, blev bare så kjempe fin. Og nu længes jeg efter sådan en weekend igen. Mer' vil ha' mer'....











    Moren sneg sig til et hvil. Og sad der åbenbart så længe, at bladene faldt ned om ørerne på hende...

    torsdag den 18. oktober 2012

    Få dig et ordentligt arbejde, mand!!!

    Tvitten er blevet så stor, at hun ofte gennem finurlige samtaler får udtrykt nogle tydelige holdninger til mangt og meget. Forleden snakkede hun og C for eksempel om, hvad C laver på sit arbejde:

    C: Jeg sidder ved et skrivebord og arbejder på min computer.

    Tvitten: Eeeej, det skal du ikke.

    C: Hvad skal jeg så?

    Tvitten: Du skal arbejde med noget ordentligt... Du skal være brandmand... Eller politimand... Eller arbejdsmand... Eller prins!

    Okay. Så nu ved vi, at ældstebarnet er blevet så stor, at hun også har klare holdninger til, hvilken type arbejde der giver mest street cred. Er dog lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skal bakke op om sidstnævnte som C's næste career move...?




      tirsdag den 16. oktober 2012

      Ready, set, Mini Tvitten!

      "Og så skal I også tænke på at babysikre jeres hjem", sagde sundhedsplejersken for en måneds tid siden og kastede et (hentydende?) blik over på ledningehelvedet ved de nyopsatte reoler. "Ja, for Mini Tvitten beynder jo snart at kravle", fortsatte hun, da C og jeg ikke rigtigt responderede med andet end et jysk "jow, jow". Bevares, vi ved da godt, at babyer ikke må bide i ledninger og børste tænder med toiletbørsten. Men vi var bare ikke helt nået til de bekymringer endnu, fordi  Mini Tvitten i lang tid mest af alt bare har lignet en lille hval strandet i vandkanten, som baskede lidt med halen fra tid til anden (imens hun spruttede veltilfreds og ikke lignede en, der havde travlt med at komme fremad).

      Men i weekenden skete det så: Mini Tvitten fandt ud af at arme og ben kan koordineres. Vi er endnu  ikke ude i en rendyrket krydskravl, men hun har fundet ud af at skubbe fra med det ene ben (det andet hænger mest på som dødvægt), mens armene bruges på at hive sig fremad. Og voila! Mini Tvitten er klar til eventyr. Det betyder så også, at C og jeg skal til at gennemgå vores hjem for baby-death traps og holde øje med at Mini Tvitten ikke går på rov i storesøsterens Barbie-habengut.

      Denne minepæl i Mini Tvittens historie var vi i øvrigt så heldige at kunne dele med Farmoren og K. De var nemlig på besøg i weekenden, og det betød i praksis is til Tvitten, gedigen hygge med udflugt til bl.a. Post & Telemuseet og mangefold grin og varme.



      Attack of the crawling baby

      Søndagshygge på Post & Telemuseet


      fredag den 12. oktober 2012

      Den vilde mor og den dårlige samvittighed

      Jeg er så vild. Ikke bevidst, altså. Men engang imellem når jeg leger og tumler med Tvitten, så hænder det, at hun kommer til skade. Som for eksempel i morges, hvor jeg holdt fast i hendes hænder, mens hun hang med hovedet nedad. Da tænkte jeg, at det da kunne være rigtig sjovt, hvis jeg så også lige gik en tur med hende. Og det var også sjovt, syntes Tvitten, lige indtil jeg hørte lyden af (alt for meget!) hår, der blev revet af, efterfulgt af et vræl fra Tvitten. Øv. Jeg var kommet til at træde på hendes hår midt i min kådhed. Der gik da også kun et sekund, inden den dårlige samvittighed og følelsen af manglende forælderevner kom væltende ind over mig, altimens jeg prøvede at forklare en fantastisk tapper Tvitten, at håret nok skal vokse ud igen. Og så blev jeg også en lille smule jaloux. Sgu. For hvorfor er det lige, at den slags bare ikke sker for C, når han leger med Tvitten? Han leger jo endnu vildere med hende (de øver vist nok faldteknikker), og alligevel føles det lidt som om, at det altid er mig, der kommer til at spænde ben for hende, så hun falder og banker næsen ned i gulvet! Hvad er det lige, der gør forskellen (og nej, her vil jeg ikke komme ind på, hvor urimeligt klodset jeg rent faktisk er)?! Nå men, imens jeg leder efter svaret, vil jeg trøste mig med, at C og jeg er blevet benådet med en Tvitten, som heldigvis er ret robust. Og ikke sådan lader sig slå ud af et par blå mærker på benene...

      onsdag den 10. oktober 2012

      P.s. ...

      ... Så kan man i øvrigt lige lære at begå hybris og fortælle om, hvor godt man synes indkøringen går! Når nemesis så rammer én om natten i form af en Mini Tvitten, der græder og skælder ud hvert 5-10. minut mellem klokken 22 og 1 og igen mellem klokken 4 og 6 i morges. Og som i øvrigt ikke lader sig mærke af nattens udskejelser, idet hun ved morgenbordet uden problemer kan snakke, sprutte og storsmile, som om intet var hændt (så sidder man der som forældre med blodsprængte øjne og fatter ikke helt, hvad der ramte én). Det mindede mig i øvrigt lidt om det scenarie, Østfronten så fint henviser til her.

      Well well, det er vel kun rimeligt, at hun bearbejder sit nye vuggestueeventyr i de trygge rammer herhjemme. Men kunne det ikke være fedt, hvis hun kunne bearbejde det om eftermiddagen? Den er jo i forvejen afsat til 'trætte børn med lavt blodsukker'-tid, tænker jeg...

      tirsdag den 9. oktober 2012

      Det var vuggestuen, der skete!

      Så kom den: vuggestuestarten. Den nye virkelighed, som jeg har gået og frygtet så længe, og som har været en af grundene til, at ordene ikke rigtigt har fundet vej til bloggen i en uges tid. Lige nu har jeg svært ved at tro, at jeg på noget tidspunkt vænner mig til det. Også selvom vi har prøvet det før. Faktisk tror jeg, at jeg denne her gang har været lidt mere utryg ved at skulle sende sådan en lille størrelse i institution, så C og jeg har gjort os rigtig (rigtig!) mange overvejelser om, hvad der ville være det bedste for Mini Tvitten og for os som familie. Vi har derfor kigget på alle mulige forskellige dagplejerordninger, private pasningsmuligheder og almindelige vuggestuer.

      Vi er imidlertid som så mange andre forældre i København blevet udfordret af, at det er noget nær umuligt at få sit barn i ønskeinstitutionen (man lærer hurtigt navnene på de ansatte hos Pladsanvisningen at kende, åh ja). Men vi var heldige i sidste ende at få tilbudt en plads hos en vuggestue med nogle søde pædagoger, og så lader vi som om, at den ikke ligger i langbortistan.

      Nu har Mini Tvitten så været på besøg i vuggestuen 7 gange. Og bortset fra opkast torsdag og et lettere fragmenteret indhold i bleen fredag (velkommen til vuggestueland) er det faktisk gået forrygende. Hun har smilet sit charmesmil og leget nysgerrigt med de andre børn og pædagogerne, og moren har indtil videre på forunderligste vis kunnet skjule sin desperation over at skulle skubbe den lille solstrejf ud af reden og overlade hende til fremmede mennesker. Okay, det hænger muligvis sammen med den lille bagatel, at det er C, der står for indkøringen, og at det ikke er mig, der skal smile og vinke halv-febrilsk til en uforstående Mini Tvitten. Men anyways. Jeg hæfter mig ved, at Mini Tvitten hurtigt falder til ro, når C er gået ud af rummet. Hun er stadig vores glade og tilfredse marcipangris og er altså ikke gået i 1000 stykker af at have været ude i verden på egen hånd. Så jeg tror, det nok skal gå. Ikk'?!



      En Mini Tvitten, der stadig er ved godt mod

      mandag den 1. oktober 2012

      En fødselsdagssjakbajs in spe

      Vi har holdt fødselsdag hele weekenden. Med alt hvad det indebar af balloner, flag, hjemmelavede sange, dug på bordet, hjemmebag og blomster alle vegne. Det var Tvitten som vært, der sørgede for det meste, og det var vel egentlig også rimeligt nok, taget i betragtning af, at hun kender fødselsdagsbørnene bedst: Hr. Bamse og Dukken. Og hun var god til det, var hun. Hun vidste lige præcis, hvor alting skulle (og ikke skulle!) hænge, ligge og stå, og der var heller ikke et øje tørt, da æresgæsterne ankom til festen pakket ind i balloner og (mors dyre) silkebånd. Og som i alle gode eventyr strakte fødselsdagen sig da også over flere dage. Og nåede endda helt ud til Frederiksberg søndag formiddag, da Tvitten og jeg tog på babyvisit hos bedsteveninde S med den lækreste lille nye baby, og hvor Tvitten insisterede på, at vi cyklede frem og tilbage gennem byen med flag og balloner flagrende efter os. Men vigtigst af alt, så var det en af verdens bedste weekender med et firkløver i zen, og som sluttede så hyggeligt af med maner på områdets nye legeplads.