lørdag den 22. december 2012

Nye traditioner

Torsdag holdt Tvitten og jeg en fridag sammen. Fordi vi trængte til det (hvem kan ignorere et 'Mor, det har været en lang dag i børnehaven i dag...'), og fordi vi kunne. Siden vores fridag sammen i efteråret havde jeg nemlig besluttet mig for, at vi selvfølgelig også skulle en tur i Tivoli i december og se juleudstillingen og endnu engang drøne tosset rundt mellem ballongynger, karruseller og rutschebaner med hver vores højre arm strakt foran os, så turpasset aldrig ville få hvile. Det skulle være Tvittens og min tradition.

Juleturen til Tivoli blev dog ikke fulgt af helt den samme idyl og lærkesang som Halloween-turen. Blandet andet fordi Moren hurtigt noterede sig et mismatch mellem yummy mummy-tøj og polarkulde (og en mangel på ildfade blandt forlystelserne i øvrigt). Og fordi Tvitten blev slået næsten hjem, da vi fandt ud af, at Ballongyngerne først ville køre om eftermiddagen. De Ballongynger, som hun har talt om lige siden Tivoli-turen i efteråret og havde set frem til at skulle prøve 'vildt mange gange, ikk' Mor?!'. Men det gør heller ikke så meget. Turen blev i stedet sin egen, hvor vi gik rundt lige så stille og kiggede på nisser og holdt i hånd, og hvor en træt Tvitten puttede sig ind til mig, mens vi tog en sidste karruseltur. Jeg tror derfor, vi holder fast i Tivoli lidt endnu. Og i konceptet med at holde en pause i hverdagen indimellem.

Og det er i øvrigt også, hvad vi vil gøre den næste uges tid med resten af firkløveren:) Turen går vestover, og jeg glæder mig som et lille barn til at fejre jul med begge familier, til at kysse vores piger kvalmende meget og C ligeså.

God jul derude og godt nytår:)

'Se, det er god service!' En formiddags kaffe/kakao på yndlingscaféen endte med en gratis og fortrinlig hindbærcupcake til Tvitten, fordi hun skulle vente 12 l.a.n.g.e. minutter på sin kakao (at det så endte med at være moren, der kastede sig over kagen, synes jeg ikke, vi behøver gøre et stort nummer ud af).








torsdag den 20. december 2012

Julehilsner, der varmer og smager så fuglene synger!










Der lå nogle hilsner i postkassen i går, som var fyldt med sødme og varme og juleri. Den ene var et julekort fra Søster og familien i USA. Vi får dem heldigvis at se lige om lidt, når der er dømt juleferie med familiebesøg, konfekt og børn, der er så spændte, at de får ondt i deres maver og hænger i gardinerne. Alligevel holder Søster traditionen i hævd og sender hvert år de sødeste analoge hilsner, og det er noget, der varmer. Især når de indeholder budskabet om en mulig udstationering tættere på landet!

Og så var der den anden hilsen. Som ovenikøbet smagte himmelsk! Det var en pakke fra Østfronten indeholdende nogle meget, meget velduftende, velsmagende og krydrede pebernødder, der gjorde det umuligt for mig ikke straks at dyppe hovedet ned i skålen, så jeg til sidst var nødt til at gemme den væk fra både mig selv og Tvitten (der også mente, det var passende ulvetimeguf). Så tusind, tusind tak, Østfronten, fordi du forbarmede dig over mine suk efter dine og Søsterlils pebernødder! De gjorde lykke herhjemme:)

lørdag den 15. december 2012

Siden sidst...!

Med udråbstegn, ja. For der har stadig været tryk på i det lille hjem, og jeg har skullet holde tungen lige i munden for ikke at snuble over sygdom, hverdagslogistik, jobmulighed, svingende humør, aftenarbejde og afsluttende test (vil i øvrigt gerne beklage på forhånd, at dette indlæg lugter lidt af træthed - hvis der er nogen, der har lidt søvnoverskud at dele ud af, så er jeg ikke for stolt til at tage imod...).

Lidt om jobsøgning, sygdom og forældresvigt

Der bød sig pludselig nogle muligheder i form af to uopslåede stillinger i starten af sidste uge, som jeg siden da er gået benhårdt og med spidse albuer efter (og stadig venter på nervepirrende svar på) samtidig med, at jeg er ved at afslutte et kursusforløb. Jeg er derfor fortsat ramt af en navlebeskuende tilstand disse dage. Den der tilstand, hvor mit hoved er fyldt med al mulig jobrelateret, og som gør mig distræt og får mig til at falde over den samme ting på gulvet syv gange i træk og gør mig rigtig dårlig til at følge op på mine venners ve og vel.

Samtidig har vi været udfordret af, at lille Mini Tvitten har været ramt af sygdom. Først af en styg omgang øjenbetændelse, som gjorde hende til vuggestuens persona non grata, og i denne uge af en temperatur på over 40C fra søndag til tirsdag, den stakkels lille skat. C og jeg har derfor forsøgt at gøre os til eksperter udi løsninger af de hverdagslogistiske udfordringer og har indtil nu klaret det pænt og uden stridigheder (som min indre jyde lige kan snige sig til at formulere det). Men altså. Hvor kunne det da lige være dejligt indimellem at have bare ét par bedsteforældre boende tæt på. Nogen, som ikke arbejdede, altså. Og som oven i børnepasningen også lige lavede lidt aftensmad. Og gjorde rent og vaskede tøj. Og købte julegaver..

Nå men, selvom jeg sådan set syntes, at C og jeg er lykkedes meget godt med at jonglere hverdagen og hygge om pigerne uden alt for skingre stemmer, så har de seneste ugers mælkeskæg alligevel ikke været helt uden omkostninger. I hvert fald har det tilsyneladende gjort mig til den forælder, som glemmer diverse arrangementer i børnehaven. Det er i hvert fald gået hen over hovederne på både C og jeg, at der 1) var juleri i børnehaven i forgårs. Hvorfor jeg lignede et stort spørgsmålstegn, da jeg trådte ind i en julestue med gløgg og æbleskiver og forældreengagement. Og at der 2) skulle tænkes i krea-løsninger, da julenissens  overnatning og bedrifter hos Tvitten forleden skulle dokumenteres. I hvert fald ser Tvittens post-it med bullet points noget sølle ud, som den hænger der ved siden af de laminerede, flersiders opslag med sirlig håndskrift og julepynt, suk. Heldigvis tror jeg ikke, Tvitten har bemærket C's og mine svigt, og jeg nåede heldigvis også at komme ned i børnehaven i går tidsnok til at deltage aktivt i juleriet. Men det var da med en puls på de 380, at jeg sad der og nippede kaffe, konverserede og sørgede for æbleskiver til Tvitten og i øvrigt ligne en, der var bare en lille smule bevidst om, hvad der foregik.

Men trods svigtet i forhold til børnehaveengagement, og trods de store gigantiske humørsvingninger i tiden, så er jeg de fleste af dagene positiv. Fordi det føles så pokkers dejligt, at der endelig er noget, der rører på sig derude i jobland i form af jobsamtale og hul igennem til et par virksomheder. Og at uanset hvad udfaldet bliver, så betragter jeg det som en god øvelse og et skridt i den rigtige retning (hør lige mig med ja-hatten på!).


Lidt om hygge, ballet og juleri

Men siden sidst har der heldigvis også været tid til lidt spass og juleri. Som i forrige weekend da vi tog hul på decemberhyggen med en fejring af Mini Tvittens fødselsdag sammen med verdens bedste uofficielle mødregruppe (en af den slags, som man kan være den officielle mødregruppe befriende utro og tåkrummende ærlig sammen med) + familier. En mindeværdig fejring, hvor der blev både grint og grædt. Og hvor særligt Tvitten og Kæresten V stod for de helt store følelsesudbrud, som var en opera værdig, og som kan tilskrives et temperament og en stædighed hos dem begge, som indimellem giver nogle helt utroligt passionerede konflikter bygget op omkring typiske temaer som jeg-fandt-den-største-istap og min-kælk-kørte-hurtigst! Men det var hyggeligt at fejre Mini Tvitten med mødregruppen. Og især nød jeg den stund, som Mini Tvitten og jeg sneg os til med Mor N og Mor M og de to andre søde tumlinger (efter at mændene endelig havde forstået hintet om, at det var dem, der skulle ud i sneen for at trække de tre store unger rundt på kælk, tsk), så vi kunne opdatere hinanden på livet efter barslen.




Se lige hvor fed en fødselsdag, jeg holder!



Så har vi også oplevet Tvitten lave opvisning med sit ballethold. Ikke ballet a la Det Kongelige Teater, bevares (selvom underviseren dog godt kunne minde om en, der lige havde taget en form for euforiserende stoffer, inden hun skulle ind og guide 30 overgearede børn igennem en forestilling), men lidt mere low-key-come-as-you-are-stil. Eller det troede jeg. Tvitten og jeg opdagede nemlig hurtigt, at de fleste andre piger var klædt i tutu-skørt og gymnastikdragt med pufærmer og håret opsat i den helt rigtigt udseende knold (i modsætning til Tvitten, som stod der med sine prikkede strømpebukser og en høstak af et hår). Heldigvis forholdt Tvitten sig blot konstaterende i forhold til nuanceforskellene mellem hendes og de andre pigers frisurer, og sprang hurtigt ind i en tag-fat-leg med de andre. Og så kunne forældrene ellers nyde en fantastisk rørende opvisning. En opvisning, hvor det endnu engang gik op for mig, hvor stor Tvitten er blevet. Og som bekræftede mig i, at jeg altså stadig er ganske grådlabil i tiden, og at der ikke skal mere til at få mig til at græde som pisket end en Tvitten, der iklædt tylskørt danser free-style til Svanesøen. Og fordi jeg kunne se, hvor umage hun gjorde sig med at optræde, og fordi hun havde det som blommen i et æg med at være deroppe på scenen, suk.







Og sidst men ikke mindst har vi heldigvis også nået at tage en bid af decemberkagen. Og har fået hentet juletræ, pyntet op og kælket i sneen (sidstnævnte viste sig i øvrigt at være en smal sag, da først Tvitten og jeg fik indgået en aftale om, at hun ikke skulle hive i bremsen, mens jeg trak hende på kælken. Så skulle jeg til gengæld nok lege slædehund/ulv og sige "grrr" og "vuf, vuf"). Det holder, det der julehyggekoncept. I hvert fald er det omtrendt det eneste, der har kunne bryde igennem min navlebeskuende tilstand de sidste par uger, så jeg suger det til mig. Og vil så glemme alt om gavestress og for få timer i døgnet og i stedet nyde en friweekend med familien.