tirsdag den 23. juli 2013

Fest bag kulisserne


Bloggen har været stille i over en måned, og nu er det på tide at bryde radiotavsheden. For det er faktisk  ikke fordi, der har været stille i vores familie siden sidst. Vi har tværtimod haft travlt med at danse på bordene og nyde flere af den slags drikke med bobler i. Vi synes nemlig, at der har været særligt to ting at fejre (hvis du i øvrigt ikke er til optimistiske indlæg af den næsten kvalmende slags, så bare spring over resten af indlægget. Så er det sagt.).

For det første er Tvitten lige fyldt 5 år. Vi fejrede hendes fødselsdag i sidste uge, i hvad der føltes som syv dage og syv nætter. Vi havde børnehave-, familie- og vennebesøg, og der blev pyntet op i gården og skruet op for børneleg og hjemmebag. Og selvom mostre og kusiner var savnet, så var begge familiers hilsner til Tvitten et rigtig godt plaster på såret i form af hjertehilsner både som snailmail og som hjemmebrygget musikvideo på youtube.

Det slog mig for nylig, hvor ganske endnu mere fantastisk, hun bliver som årene går (og ja, jeg befinder mig stadig i den bobbel af nostalgi, der rammer mig årligt, når pigerne har fødselsdag). Hendes temperament og hendes egenrådighed kan stadig teste min tålmodighed helt vildt. Det skal guderne vide. Men hun har samtidig udviklet en tålmodighed, empati og omsorgsfuldhed særligt det seneste år, som er så rørene. Både når hun som noget selvfølgeligt gør plads til flere i legen og deler sine sidste jordbær med Mini Tvitten. Og når hun tager bamser med til C og jeg, når hun om natten lister ind i vores seng. Samtidig elsker jeg også hendes evne til at grine af sig selv og sige skidt pyt, og jeg håber sådan, at hun vil bevare den evne.

Så var der også lige den anden ting, som har fået os til at fylde glassene med bobler: Jeg er blevet tilbudt et job! Et virkelig, virkelig spændende ét endda, og som kom ind fra højre, helt uventet.

Det er ikke hos det sted, som jeg nævnte i forrige indlæg. For det forpurrede jeg godt og grundigt med min skødesløse tilgang til begrebet deadline. Faktisk kom det her tilbud som en indledende sms, mens jeg sad i lækkert selskab med to fantastiske, kloge og underholdende damer en torsdag aften og drak rødvin og prøvede at komme mig over min bommert.

SMS'en var fra én, som jeg kender perifert, der bl.a. har sit eget firma, hvor han arbejder med kompetenceledelse. Han skulle til at udvide med en stilling og ville høre, om det kunne være noget for mig. Og jo tak, det kunne det. Vi snakkede nemlig sammen og mødtes et par gange og blev hurtigt enige om, hvordan min baggrund i kommunikation kunne flettes ind i hans arbejde med HR. Derfor skal jeg nu bl.a. arbejde med undervisning og udvikle undervisningsmateriale, ligesom jeg også skal dykke ned i den bog, han er ved at skrive, og være med til at færdiggøre den. Jeg skiftevis ryster i bukserne og laver vejrmøller ned ad gaden ved tanken om opgaverne.

Det er først inden for den seneste uge, at jeg har turdet sige det rigtig højt, at jeg har fået job. Både fordi jeg har været så koncentreret i processen omkring samtalerne og samtidig været så bange for at jinxe tilbuddet (med caseopgaven frisk i erindringen, ahem). Men måske også mest, fordi jeg ikke rigtig har turdet tro på det. At jeg nu endelig har nået et af de mål, jeg i så lang tid har arbejdet hen imod og endda får chancen for at arbejde med noget, jeg brænder for.

Sidste uge var min første uge på stedet, og den er gået med oplæring. Jeg har fået en fantastisk modtagelse og er hurtigt kommet til at føle mig hjemme. Men jeg har glemt, hvor hårdt det er at være ny. Og at skulle forholde sig til nye mennesker og et nyt IT-system, som gjorde mine øjne så trætte, at jeg til sidst var nødt til at forstørre Word-dokumenterne op i 275%, suk.

 Men skidt pyt. Det har været helt igennem fantastisk og befriende at cykle afsted hver morgen den sidste uge med en følelse af at komme videre med mit liv. Jeg føler, at noget tungt er lettet, og at en masse energi pludselig er blevet frigivet til andre ting end lige netop jobsøgning. Jeg ved godt, at vi står over for nogle udfordringer, C og jeg, der bl.a. hedder hverdagslogistik. Men vi er så klar til at tage den udfordring op, at den lige i øjeblikket bare virker som en bagatel (jeg ved det godt. Sådan lyder omkvædet nok ikke om et par måneder, men lad os bare bade i champagnen lidt endnu...).

Så for en gangs skyld er det ikke manglende overskud, der har været skyld i stilheden på bloggen. Tiden har bare været brugt på fordybelse i familie og venner. Og nye tider, som jeg lige har skullet knibe mig i armen for at turde tro på og turde sige det højt.

Med de sidste ugers mange indtryk in mente er vi nu taget på en ret tiltrængt sommerferie. For selvom der er sket mange positive ting, har vi i den grad haft brug for at trække stikket og lade op igen alle fire. Vi er stukket af til lidt landlig idyl i Sverige, hvor vi har lejet en længe på en gård med udsigt til marker, heste og kirsebærtræer. Jeg håber, det kan være med til at sænke det høje adrenalinniveau, som jeg har rendt rundt med i næsten et år, og som jeg også mistænker Tvitten for at have overtaget lidt.

Noget tyder dog på, at feriestemningen allerede er ved at indfinde sig. I hvert fald er tempoet allerede blevet sat ned, Tvitten tegnede idag en tegning af "mor og far, der kysser", og der er blevet danset til Marie Key som aldrig før. God sommer derude:)


Og så lidt billededok fra den sidste måneds tid:













Klædt ud som Mor...
Til børnejazz med søde Østfronten og charmerende Bean





Kolonihavehygge med venner