fredag den 19. april 2013

Der er intet som...

... lidt alenetid med sin store pige på fire (tre-kvart, bevares) år. Så kan man nemlig give sig hen til snak om børnehaveliv, friske buler i panden og bål på legepladsen, mens man går hen til lægen.

Man kan også være den nøje udvalgte, der får lov at fjerne et plaster fra øret, så sygeplejersken kan fjerne lørdagens sting. Og være den, der skal undgå at kaste op, fordi plasteret har sat sig rigtig godt fast i hår og et sår, der endnu ikke er helet. Og samtidig forundres over, hvor cool et barn, man har, som snakker sig igennem seancen og mest er fokuseret på de tyggegummier, der står placeret i vindueskarmen.

Og som et ekstra plus kan man sammen tyvstarte på weekendsukkeret ved at gå på café, inden vi henter Mini Tvitten for at tage på legeplads - hvor det kan ske, at nogen kommer til at overdænge andre med vand, fordi man bliver kæk med en spand vand i hånden.

Man skal huske at have lidt alenetid med sin store pige engang imellem.












torsdag den 18. april 2013

drama, drama, drama...

... snuste vi lidt til i weekenden.

Weekenden i sidste uge startede ellers for mit vedkommende allerede torsdag aften, da jeg stak af til et lille sluttet selskab i form af verdens bedste mødregruppe. Der var måske ikke tale om så meget drama lige den aften. Udover at vi genoptog vores tradition for kaffe og romkugler i luksusudgaven - jeg beklager, men en så himmelsk chokoladekugle ER altså bare 25 kroner værd! - og denne gang valgte at slukke tørsten i en kold øl i stedet for vin. For nogle gange harmonerer øl bare bedre med hudløs ærlighed og spidse kommentarer.

Resten af weekenden startede også fantastisk. Med en glad Tvitten og Mini Tvitten, som virkelig har opdaget gevinsten ved hinanden, især efter Mini Tvitten nu er på to ben. Mini Tvitten har en fest med at kunne følge efter sin storesøster og tackle hende med et frontal attack. Og storesøsteren fornøjer sig over at have fået en ny danser med på sine MGP-optrædender herhjemme. Altså når bare den lille danser gør, som hun får besked på.

Lørdag eftermiddag sørgede Tvitten så for lidt dramatik, og C og hende endte med at aflægge skadestuen et visit. C og jeg sad ellers i sofaen som to grøntsager og havde lige bekendtgjort over for pigerne, at vi tog 5 minutters pause fra børneleg. Men vi kunne da rende og hoppe, kunne vi.

For Tvitten hørte det som en klar-parat-til start til at tage et 10 meters tilløb inde fra værelset og et crazy hop op i sofaen, som endte med at kaste hende tilbage ned i sofabordet. Shit. Der lød et ordentligt knald, og C og jeg kunne godt høre på Tvittens gråd, at der ikke bare var tale om en lille bule. Hun havde slået højre øre ned i bordkanten, så der var kommet et hak i det øverste af øret, og jeg skulle sådan styre mig for ikke at græde sammen med Tvitten. Vores lille, vilde skat.

Men jeg tog mig sammen. Og C og jeg blev hurtigt enige om, at det var nødvendigt med et skadestuebesøg. Mens C lavede en madpakke i tilfælde af ventetid, fortalte jeg Tvitten, hvad planen var, og at C nok skulle sørge for, at lægen hele tiden fortalte hende, hvad der skulle ske under behandlingen. Da C og Tvitten så var taget af sted, ringede jeg til min egen mor og rystede i bukserne.

Og nej, det er ikke fordi, jeg fik katastrofetanker om et øre, der ville falde af, eller et sår, der ville blive angrebet af multiresistente bakterier. Det var fordi, jeg ikke kunne lade være med at tænke på, hvor bange Tvitten måtte være. Og det blev jeg rastløs af. Derfor tog Mini Tvitten og jeg på legepladsen, hvor der blev gynget og spist sand og jord, mens vi ventede på nyt fra skadestuen.

Men hun var sej, var Tvitten. C fortalte, at hun havde været meget optaget af alt, hvad der foregik på skadestuen. Og at, mens hun blev syet, egentlig var startet ud med at være bange og ked af det, men fandt så roen, da hun fandt ud af, at det ikke gjorde ondt. Det, synes jeg, er sejt.

Resten af weekenden sad kyssene ekstra løst, og Tvitten var klar på nye (klatre)eventyr og på at rekonstruere over for søndagsgæsterne, hvordan hun var faldet ned fra sofaen. Og det er så her, at vi som forældre godt kunne vælge at pakke Tvitten ind i boblefolie og advare mod den lurende fare ved sofaen/sengen/stolen. For det er jo ikke første gang, at hun har været forbi skadestuen. Der var også lige noget med en brækket arm engang efter et stunt med cyklen. Men vi gør det ikke.

Det ville nemlig være ulideligt for hende at skulle lægge bånd på sin energi, blot fordi hun befinder sig indendøre. Jo vist kan hun godt sidde stille og tegne/lave perler/klippe-klistre (i fem minutter, indrømmet). Men hun er bare en rigtig aktiv, gæv pige, og det synes vi, hun skal have lov til at være. Og så må vi bare se at få skaffet det der klippekort til skadestuen...













onsdag den 10. april 2013

Oh weekend og hverdagsfest


Når man har hygget sig i en weekend, der lørdag bød på Vesterbro-stemning, cortado og gåtur i solskin med en meget, meget sød og betænksom veninde...










... og hvor søndag stod i familiens tegn med tur på legepladsen og kærestetid mens ældstebarn var på legedate og yngstebarn tog sig en lur... 











... så er man frisk, frejdig og kampklar til en ny uge. Too bad så, at friskheden skallede af allerede mandag morgen, da Mini Tvitten skulle vaccineres, og moren glemte at gøre, som hun fik besked på. 

For mens Mini Tvitten var kålhøgen, da vi trådte ind i lægens venteværelse og snakkede med alle der gad, stivnede hun nu alligevel, da det blev tid til kontrolvejning og et rendez-vous med vaccinationsnålen. Det blev derfor min fornemme opgave at sørge for at holde på Mini Tvittens arme under seancen, så hun ikke skulle puffe nålen væk. Og det kunne jeg gøre, tænkte jeg. Faktisk kunne jeg mere end det. Jeg kunne improvisere og synge en beroligende børnesang til en Mini Tvitten, hvis skepsis over for sygeplejersken efterhånden var begyndt at manifestere sig i den lille bløde babykrop som en hoppen og vriden sig rundt på morens lår. Det viste sig dog at være et problem med Mini Tvittens yndlingssang, 'Skuffen'. For den skal synges med fagter. Og lige da sygeplejersken stak nålen i Mini Tvittens lår, befandt min ene arm sig så i luften for at tegne røg fra en skorsten i stedet for at holde ordentligt fast på de små, stærke arme. Og derfor fik Mini Tvitten hevet nålen ud og ned over sit lille, fine buttede lår, hvilket resulterede i blod en masse og en lang flænge, der helt sikkert vil give hende mareridt i årtier frem. Eller så moren i hvert fald.

Den stakkels sygeplejerske troede, det var hendes skyld og undskyldte mange, mange, mange, mange gange. Og forsikrede mig om, at Mini Tvitten først skal vaccineres igen om nogle år. Jeg kunne til gengæld forsikre hende om, at Mini Tvitten er et tilgivende væsen, der på trods af nogle meget bebrejdende blikke sendt i retning af sygeplejersken efter sin vaccination, hurtigt ville kunne afledes. Og det tog heller ikke mere end en elevatortur, førend en storsmilende Mini Tvitten brød ud i et karakteristisk 'hej-hej' til hele verden og ikke lod sig mærke med at have fået et ekstra plaster på låret.



P.s. Det virker måske lidt underligt med et indlæg om weekend- og mandagsoplevelser på en onsdag aften. Men det er, hvad der sker, når man er ved at blive gammel og træt og går tidligt i seng både mandag og tirsdag, fordi man er udmattet af at have socialiseret med andre mennesker de pågældende dage...



torsdag den 4. april 2013

Fine forårskøb

Pigerne og jeg var forårskåde i går eftermiddags og fik blæst sæbebobler ud over bydelen på vej hjem fra børnehave og vuggestue.

Jeg syntes derfor, at det var et godt tidspunkt at købe nye forårssko på: Mini Tvittens første par sko, suk. Hun valgte dem i øvrigt selv ved at gå hen og hive dem ned fra hylden og prøve at tage dem på - akkompagneret af store bifald og glædesjubel fra Tvitten og jeg, der syntes det var noget så bedårende. Jeg sagde jo, vi var forårskåde. Det var så knap så bedårende, da Mini Tvitten forsøgte samme strategi for dametøjet og stak i et hyl oven på mit, hvis jeg selv skal sige det, meget anerkendende nej.

Tvitten fik også nye sko. Hun forelskede sig i et par New Balance-sko, og som stor fan af mærket tog det ikke lang tid at overbevise mig om det strengt nødvendige i at skulle have lige præcis sådan et par som nye løbesko.

Tvitten har taget billeder af skoene, så prøv lige at se, hvor fine de er!








Og nu vi er ved det, så faldt der også lidt af til moren, da hun tidligere på dagen var til et møde inde i byen. (Jamen, jeg måtte gerne, fordi jeg har fået en sjat penge tilbage i skat, og de 90% er selvfølgelig allerede investeret i lange obligationer. Og så kan folk i øvrigt også bare lade være med at lægge deres kontor lige over for Stig P. Jeg siger det bare...)





Hvorfor pigerne var forårskåde, ved jeg ikke. Men jeg ved, at jeg var fyldt op med energi efter en rar Påske med familien, nogle spændende møder med inspirerende mennesker og en god portion optimisme i forhold til det her projekt selvstændig. For selvom der ikke er kommet nye konkrete projekter i hus, så satser vi alligevel på, at i hvert fald én af fuglene på taget lander i vores hænder inden for en overskuelig fremtid. 

tirsdag den 2. april 2013

Perfekte Påske-Punkter























  • Tosomhed med C og champagne.
  • Smuk natur og i godt og fortroligt selskab med Bedstefar L og Mormor.
  • Sjov og ballade med fætter H, kusinerne og resten af C's energiske, rummelige og fantastiske familie.
  • Tiltrængt afslapning og familiehygge med lange morgener og formiddage i nattøj og tid til leg oven på sjov og ballade med fætter, kusiner og resten af C's energiske, rummelige og fantastiske familie;)
  • Mini Tvittens triumf: nu oftere på to ben end på fire!

Velkommen, kære Forår. Jeg har sådan glædet mig til at se dig igen!