Stupiditet

Findes der en eller anden pille, man kan tage mod dårskab? Jeg tror nemlig, jeg har brug for én her og nu. For dels burde jeg vide bedre end at friste en vis græsk gudinde ved at skrive alt for tidligt her på bloggen om jobdrømme inden for rækkevide. Og dels burde jeg have spurgt ind til en konkret dato for afleveringen på min case-opgave. For så ville jeg formentlig have undgået den uønskede mail, der tikkede ind i går eftermiddags med budskabet ”Vi undrer os over, at vi ikke har hørt noget fra dig endnu (måske din mail er gået tabt i cyberspace?) – fremsend venligst opgaven snarest.”

P.A.N.I.K. Jeg kunne mærke knuden i maven med det samme og en erkendelse af, at der nok var noget forventningsafstemning under samtalen i sidste uge, som ikke var lykkedes. For mens jeg klart havde fået indtrykket af en uges arbejde og dermed god tid til research, visuel lækkerhed og ordkrøllerier, hed den reelle deadline noget i retning af 24 timer. Talk about miscalculation…

Jeg påtager mig selvfølgelig min del af ansvaret for ikke at have sikret mig en klar idé om afleveringsdato, og guderne må vide, at jeg føler mig så uduelig lige nu over i den grad at have fejllæst en så vigtig situation. Men jeg håber også, at virksomheden en anden gang vil tænke over at give nogle tydeligere retningslinjer for forventninger til opgavens resultat, for med min fornuft ved jeg, at det ikke kun er mig, der har fejlfortolket situationen og forventningerne.

Det gør imidlertid bare ikke den store forskel lige nu, hvor det  meste af min tankevirksomhed mere eller mindre er gået i dvale oven på en nat, hvor jeg sad og færdiggjorde arbejdet med case-opgaven. Og den smule tankevirksomhed, der er tilbage, bliver ved med at dunke mig i hovedet med et retrospektivt klarsyn mixet med meget lidt pæne ord om mine evner som arbejdsduelig borger. Øv. Hvor er det bare irriterende. Jeg prøver dog at holde modet oppe og krydse fingre for et lille mirakel, når jeg får svar på samtale og opgave i starten af næste uge.

En af de ting, jeg bebrejder mig selv, er selvfølgelig, at jeg holdt fri i weekenden. Også selvom jeg gjorde det ud fra den antagelse, at jeg var i så god tid med min opgave, at jeg sagtens kunne slappe af i weekenden (det var det der med det retrospektive, ikk’).

Så jeg tør næsten ikke sige det højt, men vi havde bare den hyggeligste weekend, som startede med en doven lørdag morgen med søvn i øjnene, rundstykker og velbrygget kaffe samt to glade piger og en glad mand og kone. Vi var lige blevet enige om at låne Morfars hus på Sydsjælland, da en fristende sms fra nogle venner lokkede med picnic i Dyrehaven og godt selskab. Derfor fik vi pludselig travlt med at pakke hele familien og lejligheden ned på alt for kort tid og huske både madpakker, bleer og weekendseng – og det lykkedes også næsten, hvis vi ser bort fra resterne fra morgenbordet og den glemte skraldepose, der ved hjemkomsten søndag aften havde sørget for at indhylle lejligheden i en ram lugt.

Trods den kaotiske afgang blev resten af weekenden noget nær idyllisk. Tæppet blev spredt ud på græsset i dyrehaven, og maden og den gode specialøl, vores venner havde sørget for, blev nydt i en afslappet stund. Eller i hvert fald så afslappet, som det nu kan blive, når man også sidder med to hyperaktive piger, der vil på Bakken, og to halvandet-årige, der vil ud og klappe heste. Derfor smuttede vi også ind i Helvedes Forgård efter frokosten, så pigerne kunne få styret deres lyst og forældrene kunne se deres økonomiske forråd svinde ind på få sekunder og gå til formål som is, balloner og ture i træstammer.

Søndag ramte idyllen os dog for alvor. Vi vågnede nemlig op i Morfars store hus og havde det helt for os selv. Det føltes lidt som at være i sommerhus med den frodige have, som blev fuldt udnyttet til boldspil og trillebørsløb. Og stor var glæden hos Tvitten, da hun fandt en ny legekammerat i naboens 5-årige datter. Det betød, at vi ikke rigtigt så mere til hende resten af dagen. Og at C og jeg kunne nyde lidt tosomhed, mens Mini Tvitten tog sig en lur i skyggen af et træ. Jamen, bliver det mere idyllisk?

Trylle, trylle væk!

Hvor gad jeg godt at kunne trylle. Jeg behøvede ikke at have en fin tryllestav med stjerner og glimmer på, selvom det kunne være meget divaagtigt, nu jeg tænker over det. Så ville jeg måske også være nødt til at anskaffe mig en matchende kjole. Med en lille jakke til. Og et par lækre pumps... Uanset, så ville jeg trylle med tiden og få den til at gå i stå. Bare for en stund. Jeg synes nemlig, at der er alt for lidt af den i øjeblikket, og den smule tid, der er, går alt for stærkt.

Og det harmonerer rigtig skidt med, at jeg også er sådan én, der ikke kan sige nej til arrangementer af nogen art, fordi jeg er bange for at gå glip af noget (og jeg undrer mig over, at Tvitten har det på samme måde...?). I går blev jeg så ramt af noget, der mindede om feber med ømme muskler og kulderystelser, og jeg tror, det kommer oven på en uge med kursus, jobsamtale, netværk, møder og sociale arrangementer. Tænker lidt, at det er kroppens måde at bede mig om at prioritere min tid på, og derfor bliver dette indlæg også mere en form for statusopdatering, hvor jeg blot vil billedspamme jer lidt med nogle højdepunkter fra den sidste uges tid.

Jeg vil rigtig gerne fortælle noget mere om min jobsamtale. Men jeg er stadig bange for at jinxe det hele. Så det eneste, jeg vil sige nu, er blot, at det gik fint. At jeg er gået videre og nu er i gang med at løse en test i form af en case-opgave. Jeg er så spændt!

P.s. Jeg skylder i øvrigt at fortælle lidt mere om det fine Barbie-tøj, som Østfronten sendte til Tvitten for nylig. Hun har lavet en meget fin jakke med to små lommer og et flot fold i kraven og et bælte i livet (forestiller mig, at det har krævet en del teknisk snilde at lave...). Kjolen har også nogle fine detaljer. Bl.a. har den inderst et fint lag tyl med stjerner på, som får kjolen til at strutte på den helt rigtige måde, ifølge Tvitten.

Tvitten syntes, det var meget spændende at modtage en gave med posten og spurgte ind til, hvem 'Østfronten' var og hvorfor hun havde syet det flotte tøj til dukkerne. Tøjet skulle selvfølgelig prøves med det samme, og lykken var stor, lige indtil hun kom i tanke om, at hun ikke selv havde været med til at åbne brevet. Det resulterede i et mindre vredesudbrud og mange tårer. Beskyldninger om løftebrud, svie og smerter føg gennem luften, og det blev ikke bedre af, at jeg prøvede at forklare det med mit navn i adressefeltet. For det ville Tvitten gerne se med egne øjne. Og opdagede så, at Østfronten havde været så betænksom også at skrive Tvittens navn ud for adressen, hvilket jeg havde overset i min iver efter at flå brevet op tidligere på dagen. Så Tvitten fik min uforbeholdne undskyldning, og jeg blev tilgivet til sidst. Derefter kunne legen begynde, og Barbie-dukkerne fik deres revival, hvor det nye outfit blev luftet på vildmarkstur med bål og snobrød.

Postmanden kom forbi

Og se, hvad han havde med! Det sødeste outfit til Tvittens Barbie-dukker, som nu endelig kan skifte nogle af deres 80'er styles ud, hvor retro de end måtte være.

Den fine jakke og den hotte kjole er en gave fra Østfronten. Og hvor ville jeg gerne eje det kreative gen, som hun har - for så kunne det være, at jeg i stedet for at sy ærmerne sammen på den ene bluse, jeg forsøgte at lave i håndarbejde i 7. klasse, kunne kreere lige så lækkert tøj til pigerne eller deres dukker. Men det gen har jeg altså ikke. I stedet er jeg heldig at kende én, der er så gavmild, at hun har syet tøj til Tvittens dukker.

Tak, Østfronten:)

Lækker research

Pssst.... Sådan kan det godt se ud, når man researcher til en kommende samtale. Jeg tør ikke sige så meget endnu, for jeg er virkelig bange for at jinxe den og blive helt og aldeles tyndslidte-nerver-skuffet, hvis ikke det lykkes. Men det er noget med at arbejde et drømmested med et drømmeområde. Og jeg svæver lige nu på en lyserød sky af lykke over at være trængt igennem larmen i første omgang og få chancen for et møde. Og så siger jeg altså ikke mere. Lige nu.

Når regnen regner, der oppe på taget...

... så luner det at tænke tilbage på en sommersød Pinse med to glade piger, vandkamp i gården og udforskning af nye legepladser i skyggen af limegrønne træer. 

Vi havde ingen planer overhovedet og tog dagene, som de kom, og var helt nede i gear. På den måde var det lidt kontrastfyldt at heppe løberne af sted til Copenhagen Marathon og klappe dem i mål igen. Det hårdeste, vi præsterede den dag, var lidt havearbejde i gården - hvilket så til gengæld har givet genlyd lige siden for mit vedkommende i form af en hævet og øm underarm, der udfordrer selv et løft af kaffekoppen. Ynkeligt, I know. Jeg tog det dog som et tegn fra universet om, at jeg nok bare skulle hoppe tilbage ind i den ferieagtige tilstand, som ellers havde indfundet sig i vores lille familie, og det var  præcis, hvad jeg gjorde sammen med C og pigerne resten af Pinsen. 

1-0 til universet og stjernebukserne

Jeg kæmpede imod, alt hvad jeg kunne i går, men til sidst måtte jeg overgive mig. Det store univers vandt, og mit gnavpotte-jeg måtte gå hjem og lægge sig, mens mit lalleglade-jeg til sidst slog armene ud og nynnede soundtracket fra the Sound of Music.

Det skulle ellers have været en af de der dage med et ringe aktivitetsniveau og nedadhængende mundvige oven på en nat præget af stress-drømme og al for lidt søvn. Men universet ville det altså anderledes.

Dagen i dag startede nemlig med den fineste lille seddel ude på køkkenbordet. Det eneste, der stod, var "Kære Pernille", og det var skrevet af Tvitten. Der behøvede heller ikke at stå mere, for jeg kunne se, hvor umage Tvitten havde gjort sig med at skrive bogstaverne, mens hun havde tænkt på mig og fået hjælp af C til at stave. Og senere bød dagen også på et spontant knus fra en sød nabo. Et besøg af Morfar. Et ondt-i-maven-af-grin-Skype-opkald med Søster i USA og et "hey, dig med stjernebukserne!".

Sidstnævnte skete, da jeg var på vej ned for at handle og blev råbt an af indehaveren af en lille tøjbutik. Hun kaldte mig ind i butikken og fortalte, at hun var kommet til at tage for mange penge for noget tøj i sidste uge, så derfor ville hun blot betale mig beløbet tilbage! Her prøvede mit gnavpotte-jeg at grynte lidt. Og nævne noget om, at jeg måske har frekventeret forretningen lidt for mange gange, når indehaveren kan huske mig. Og at jeg måske skulle gennemgå mine dankortkvitteringer lidt mere kritisk - måske endda bare gennemgå dem engang imellem. På det tidspunkt var mit lalleglade-jeg dog så langt inde i musical soundtracket, at gnavpotten måtte overgive sig helt. Og derfor tog jeg imod de tilbagebetalte penge med et meget stort smil og en bemærkning om god service.

Jeg tænker, at det hele er stjernebuksernes skyld. Med så mange fine stjerner på, kan de da også kun have en himmelsk forbindelse og bringe gode ting med sig (også selvom C mener, de kunne gå for at være natbukser). Måske jeg skulle gå en tur ned forbi banken og se, om min bankrådgiver kommer i tanke om, at jeg har nogle penge stående på en hemmelig konto?

Bukserne, der tilsyneladende bringer gode ting med sig

Flydende dage

Dagene flyder nemt ud i et i øjeblikket. Jeg bruger en del tid på at mødes med rare og seje mennesker og på at finde nye måder at opstøve projekter og arbejde på. Det er derfor svært at finde tid til nogle af de (hygge)projekter, som jeg længe har haft nogle stille ambitioner om at få afsluttet. Såsom at få malet vores køkkenvinduer færdige, der med et positivt spin lige nu fremstår shabby chic med lidt afpillet maling - eller at få lavet babybogen med billeder og anekdoter fra Tvittens første år færdig, fordi nogen måske vil mene, at det er på tide set i lyset af, at hun lige om lidt fylder 5 år.

På de gode dage sørger jeg for at udnytte tiden ved at producere og forfine mine ansøgninger og på at holde mig opdateret fagligt og socialt. På de mindre gode dage, hvor jeg føler mig kørt over af en damptromle, og som typisk kommer efter et par dage med god energi og masser af aftenarbejde, forsøger jeg bare at komme igennem dagen uden at vrisse og uden at slå mig selv oven i hovedet over ikke at have energi til at netværke / lege vildt på legepladsen / lave al maden fra bunden. Forleden nævnte Tvitten, at "Mor er altid træt". Den sved. Både fordi jeg blev ked af, at det er hendes opfattelse af mig i øjeblikket, og at der er noget sandhed i det. Men også fordi jeg blev vred. Jeg knokler nemlig for at finde opgaver og job i øjeblikket og bryder en masse personlige grænser i den proces. Så jeg synes, det er i orden, at jeg ikke altid er frisk og klar på at slå vejrmøller og kolbøtter i ulvetimen. Men det er svært at forklare hende, og grundlæggende er det heller ikke noget, jeg vil involvere hende for meget i. Det ansvar, synes jeg ikke, hun skal stå med.

De gode dage dominerer heldigvis. Og jeg har også lært, hvordan jeg skal passe på mig selv og alligevel finde tid til de ting, der giver mig energi. Som bl.a. hyggestunderne med C og pigerne på en doven søndag. Eller en aften med solnedgang, vin og massiv chokolademousse sammen med N, der altid er klar med sparring og insiderviden om kommunikationsbranchen. Eller et hyggeligt møde med søde Østfronten, der introducerede mig til den virkelig fine og stemningsfulde Krummen & Kagen, som helt sikkert er et besøg værd, hvis man er til smagfuld kaffe og lune og lækre boller. Mums. Eller en Jyllandstur til Farmor, som altid er garant for overskud, is og masser af grin - og bedstevennerne på landet, der altid giver mig lyst til at skrotte al byliv og flytte i bofællesskab med dem på en øko-gård med æbletræer i haven og udsigt til store søer og grønne skove.

Den skarpe læser kan måske ane Østfronten i spejlet hos Krummen & Kagen...