onsdag den 12. juni 2013

Stupiditet


Findes der en eller anden pille, man kan tage mod dårskab? Jeg tror nemlig, jeg har brug for én her og nu. For dels burde jeg vide bedre end at friste en vis græsk gudinde ved at skrive alt for tidligt her på bloggen om jobdrømme inden for rækkevide. Og dels burde jeg have spurgt ind til en konkret dato for afleveringen på min case-opgave. For så ville jeg formentlig have undgået den uønskede mail, der tikkede ind i går eftermiddags med budskabet ”Vi undrer os over, at vi ikke har hørt noget fra dig endnu (måske din mail er gået tabt i cyberspace?) – fremsend venligst opgaven snarest.”

P.A.N.I.K. Jeg kunne mærke knuden i maven med det samme og en erkendelse af, at der nok var noget forventningsafstemning under samtalen i sidste uge, som ikke var lykkedes. For mens jeg klart havde fået indtrykket af en uges arbejde og dermed god tid til research, visuel lækkerhed og ordkrøllerier, hed den reelle deadline noget i retning af 24 timer. Talk about miscalculation…

Jeg påtager mig selvfølgelig min del af ansvaret for ikke at have sikret mig en klar idé om afleveringsdato, og guderne må vide, at jeg føler mig så uduelig lige nu over i den grad at have fejllæst en så vigtig situation. Men jeg håber også, at virksomheden en anden gang vil tænke over at give nogle tydeligere retningslinjer for forventninger til opgavens resultat, for med min fornuft ved jeg, at det ikke kun er mig, der har fejlfortolket situationen og forventningerne.

Det gør imidlertid bare ikke den store forskel lige nu, hvor det  meste af min tankevirksomhed mere eller mindre er gået i dvale oven på en nat, hvor jeg sad og færdiggjorde arbejdet med case-opgaven. Og den smule tankevirksomhed, der er tilbage, bliver ved med at dunke mig i hovedet med et retrospektivt klarsyn mixet med meget lidt pæne ord om mine evner som arbejdsduelig borger. Øv. Hvor er det bare irriterende. Jeg prøver dog at holde modet oppe og krydse fingre for et lille mirakel, når jeg får svar på samtale og opgave i starten af næste uge.

En af de ting, jeg bebrejder mig selv, er selvfølgelig, at jeg holdt fri i weekenden. Også selvom jeg gjorde det ud fra den antagelse, at jeg var i så god tid med min opgave, at jeg sagtens kunne slappe af i weekenden (det var det der med det retrospektive, ikk’).

Så jeg tør næsten ikke sige det højt, men vi havde bare den hyggeligste weekend, som startede med en doven lørdag morgen med søvn i øjnene, rundstykker og velbrygget kaffe samt to glade piger og en glad mand og kone. Vi var lige blevet enige om at låne Morfars hus på Sydsjælland, da en fristende sms fra nogle venner lokkede med picnic i Dyrehaven og godt selskab. Derfor fik vi pludselig travlt med at pakke hele familien og lejligheden ned på alt for kort tid og huske både madpakker, bleer og weekendseng – og det lykkedes også næsten, hvis vi ser bort fra resterne fra morgenbordet og den glemte skraldepose, der ved hjemkomsten søndag aften havde sørget for at indhylle lejligheden i en ram lugt.

Trods den kaotiske afgang blev resten af weekenden noget nær idyllisk. Tæppet blev spredt ud på græsset i dyrehaven, og maden og den gode specialøl, vores venner havde sørget for, blev nydt i en afslappet stund. Eller i hvert fald så afslappet, som det nu kan blive, når man også sidder med to hyperaktive piger, der vil på Bakken, og to halvandet-årige, der vil ud og klappe heste. Derfor smuttede vi også ind i Helvedes Forgård efter frokosten, så pigerne kunne få styret deres lyst og forældrene kunne se deres økonomiske forråd svinde ind på få sekunder og gå til formål som is, balloner og ture i træstammer.

Søndag ramte idyllen os dog for alvor. Vi vågnede nemlig op i Morfars store hus og havde det helt for os selv. Det føltes lidt som at være i sommerhus med den frodige have, som blev fuldt udnyttet til boldspil og trillebørsløb. Og stor var glæden hos Tvitten, da hun fandt en ny legekammerat i naboens 5-årige datter. Det betød, at vi ikke rigtigt så mere til hende resten af dagen. Og at C og jeg kunne nyde lidt tosomhed, mens Mini Tvitten tog sig en lur i skyggen af et træ. Jamen, bliver det mere idyllisk?












fredag den 7. juni 2013

Trylle, trylle væk!

Hvor gad jeg godt at kunne trylle. Jeg behøvede ikke at have en fin tryllestav med stjerner og glimmer på, selvom det kunne være meget divaagtigt, nu jeg tænker over det. Så ville jeg måske også være nødt til at anskaffe mig en matchende kjole. Med en lille jakke til. Og et par lækre pumps... Uanset, så ville jeg trylle med tiden og få den til at gå i stå. Bare for en stund. Jeg synes nemlig, at der er alt for lidt af den i øjeblikket, og den smule tid, der er, går alt for stærkt.

Og det harmonerer rigtig skidt med, at jeg også er sådan én, der ikke kan sige nej til arrangementer af nogen art, fordi jeg er bange for at gå glip af noget (og jeg undrer mig over, at Tvitten har det på samme måde...?). I går blev jeg så ramt af noget, der mindede om feber med ømme muskler og kulderystelser, og jeg tror, det kommer oven på en uge med kursus, jobsamtale, netværk, møder og sociale arrangementer. Tænker lidt, at det er kroppens måde at bede mig om at prioritere min tid på, og derfor bliver dette indlæg også mere en form for statusopdatering, hvor jeg blot vil billedspamme jer lidt med nogle højdepunkter fra den sidste uges tid.




























Jeg vil rigtig gerne fortælle noget mere om min jobsamtale. Men jeg er stadig bange for at jinxe det hele. Så det eneste, jeg vil sige nu, er blot, at det gik fint. At jeg er gået videre og nu er i gang med at løse en test i form af en case-opgave. Jeg er så spændt!

P.s. Jeg skylder i øvrigt at fortælle lidt mere om det fine Barbie-tøj, som Østfronten sendte til Tvitten for nylig. Hun har lavet en meget fin jakke med to små lommer og et flot fold i kraven og et bælte i livet (forestiller mig, at det har krævet en del teknisk snilde at lave...). Kjolen har også nogle fine detaljer. Bl.a. har den inderst et fint lag tyl med stjerner på, som får kjolen til at strutte på den helt rigtige måde, ifølge Tvitten.

Tvitten syntes, det var meget spændende at modtage en gave med posten og spurgte ind til, hvem 'Østfronten' var og hvorfor hun havde syet det flotte tøj til dukkerne. Tøjet skulle selvfølgelig prøves med det samme, og lykken var stor, lige indtil hun kom i tanke om, at hun ikke selv havde været med til at åbne brevet. Det resulterede i et mindre vredesudbrud og mange tårer. Beskyldninger om løftebrud, svie og smerter føg gennem luften, og det blev ikke bedre af, at jeg prøvede at forklare det med mit navn i adressefeltet. For det ville Tvitten gerne se med egne øjne. Og opdagede så, at Østfronten havde været så betænksom også at skrive Tvittens navn ud for adressen, hvilket jeg havde overset i min iver efter at flå brevet op tidligere på dagen. Så Tvitten fik min uforbeholdne undskyldning, og jeg blev tilgivet til sidst. Derefter kunne legen begynde, og Barbie-dukkerne fik deres revival, hvor det nye outfit blev luftet på vildmarkstur med bål og snobrød.