fredag den 30. november 2012

Den sidste bastion

Jeg læste engang, at badeværelset er det sidste rum i hjemmet, hvor man kan være helt sig selv og nyde en stille stund. Og indrømmet, som udpræget B-menneske kan jeg da godt føle en trang til at flygte ud på denne hjemmets sidste bastion for sjælefordybelse de morgener, hvor pigerne fester inden kaffen er brygget.

Men så er det, jeg kommer i tanker om, at selv i dette rum, er man aldrig helt sikker på at kunne være sig selv. Når man har små størrelser. Hos os kan man i hvert fald godt regne med, at Tvitten sørger for lidt underholdning til morgentoiletten, gerne i form af en insisterende snakken gennem nøglehullet eller ved at sende habengut ind under døren. Som for eksempel perleplader og Tipoldemors gamle sølvskeer.

Hvor er det irriterende. Men også meget sødt.



onsdag den 28. november 2012

Nu med fødselsdag og logistiske udfordringer

Så gik der lige endnu en uge med en forsømt blog, øv. Men det var noget med noget kursusstart, C på nyt projekt, et gråt hår og noget øko- og langtidshævet hjemmebag en masse til Mini Tvittens 1-års fødselsdag og dertilhørende tur til Jylland.


Noget med fødselsdag

Mini Tvitten fyldte 1 år i weekenden! Og det betyder, at jeg hele ugen op til dagen (og lidt mere end det, faktisk...) har været ramt af nostalgi og grådlabile tendenser. Fordi jeg slet ikke kan forstå, at det allerede er et år siden, at vores lille varme solstråle og humørbombe kom til verden stjernekigger-style og - på trods af det - med det samme charmerede sig ind hos forældrene og med tiden også hos Storesøster (der udbad sig lidt betænkningstid, ind hun også overgav sig til Mini Tvittens serenader).


Fødselsdagen blev fejret med familiehygge i Jylland sammen med bedsteforældre, Oldemor, kusiner og fætre, Moster S og Onkel S og varme hilsner fra Moster R og familien i USA. Mini Tvitten havde uden tvivl en rar dag og havde været så forudseende, at hun lige snuppede en tre-timers lur midt på dagen, så hun var klar til det store ryk-ind hos Farmor om eftermiddagen (og gav nogle taknemmelige forældre frie hænder til at lægge sidste hånd på det bagværk, der ikke sådan lod sig lave på forhånd, og som C havde insisteret på skulle laves fra bunden, suk).



Noget med arbejde

Gad godt, at jeg lige kunne skrive, at jeg havde fundet et (ønske-) job. Men det ville være kækt, fordi det ikke passer, og fordi der lige er noget med, at sol, måne og stjernerne i mælkevejen skal stå oven på hinanden og danse til Søren Banjomus, inden det sker. Okay, så modløs er jeg ikke. Faktisk er jeg lettere begejstret i tiden, og det skyldes bl.a., at jeg i sidste uge startede på et kursus, som endelig giver mening for mig og den uddannelse, jeg så gerne vil bruge. Og som giver mig nogle helt konkrete værktøjer, som jeg kan bruge målrettet i min jobsøgning. Hurra!

Jeg har stadig lidt over to uger tilbage af kurset (i dag er en hjemmearbejdsdag, så jeg sniger mig lige til at blogge lidt...). Og jeg må indrømme, at jeg nyder at skulle ud ad døren hver dag og mødes og sparre med andre inden for det samme felt som mig (måske lige minus ham, der er autodidakt spøgelsesjæger/forfatter/foredragsholder), for det giver mig lidt ny energi, som jeg synes, jeg har haft brug for.

Bevares, det har da også været udfordrende indtil nu at skulle finde en ny rytme i forhold til at komme ud ad døren i bare nogenlunde ordentlig tid og få afleveret og hentet pigerne uden at lyde skinger, når der har været rejst tvivl om nødvendigheden af vintertøj og tandbørstning. Og i forhold til, at dette er faldet sammen med, at C startede på nyt projekt også i sidste uge, hvilket heller ikke har gjort de logistiske udfordringer nemmere.

Men vi har klaret det uden at nogen er blevet kylet ud ad vinduet, så jeg tror også nok, vi skal klare det de næste par uger. Dog har vi netop besluttet, at vi i aften vil indføre Lean-konceptet i familien og kigge på, om nogle processer ting kan gøres bare en lille smule smartere, så vi for eksempel kan få tid til at handle ind til aftensmad bare engang imellem.


Noget med et gråt hår

Søndag aften skete det så. Jeg vidste godt med min sunde fornuft, at det måtte komme på et tidspunkt, men jeg havde alligevel næret håb om, at det ville vente, til jeg i det mindste var blevet sådan rigtig voksen med hus, have og vaskesøjle. Men forleden aften var det der altså. Mit første grå hår (som gjorde mig i så dårligt humør, at jeg kun lige akkurat kunne overtales til at sige ordentligt godnat til C, da vi lagde os til at sove)! Et genstridigt, gråt og latterligt langt hår, som i den grad ikke passede ind i mit selvbillede, men som i den grad var virkeligt nok, sådan som det fint var filtret ind i resten af manken, og som efter længden at dømme har været der i rigtig lang tid. Nok i omtrent så lang tid, som vi har haft børn...

Så at bloggen er blevet lettere forsømt igen, har blot sin rod i en træthed og mangel på tid, idet alle aftener er blevet brugt på at indhente noget så simpelt som bagning og almindelige, kedelige gøremål som indkøb og bunken af vasketøj, der nu gør, at vi ikke længere kan lukke døren til skabet i soveværelset (gode råd til at klare dette i hverdagen modtages i øvrigt gerne).




Alle de billeder, jeg forsøgte at tage af Mini Tvitten på hendes fødselsdag, blev så grynede pga. dårlig belysning. I stedet får I her Tvittens tegning af fødselsdagsbarnet med sin sut i munden... Og den er faktisk forbavsende vellignende.




mandag den 19. november 2012

Hallooooooo, Blog....?

Undskyld, Blog, at jeg har ignoreret dig, og at der er gået et par uger med radiotavshed og navlepilleri. Et par uger, som har været mere præget af mælkeskæg end af cremet mokka. For egentlig ville jeg ønske, at mit fravær skyldtes en guddommelig spa og rekreation, hvor jeg har fået nusset og pusset min hud og min sjæl, så begge dele nu fremstår fine og glatte og uden det mindste spor af 4 års søvnunderskud. Eller et eventyr i Baumgartner-style, måske.

Men æv. Det skyldes nok nærmere, at jeg har befundet mig et sted midt imellem. Nemlig lige midt i leverpostejen, hvor jeg har trådt vande og nok også har haft brug for det. For hvis sandheden skal frem, så er det ikke nødvendigvis lutter lagkage med den der jobsøgningproces, som jeg befinder mig i. Bevares, jeg nyder fleksibiliteten, som muliggør indkøb uden børn for rush hour, og som betyder morgener uden stress og langsom indkøring af Mini Tvitten i vuggestue. Men i bund og grund trænger jeg også til at føle mig uundværlig i en arbejdsmæssig sammenhæng og få skabt mig en identitet, der er bundet op på min faglighed.

Sidstnævnte hører til en virkelighed, der indimellem kan overskygge alle de gode ting i mit liv, og som jeg tidligere har skrevet om her. Og det gjorde den så også for et par uger siden. Det plejer gerne at være et besøg, hvor jeg bliver mindet om, hvor svært det kan være at trænge igennem med mit budskab i en verden, hvor der bare er rigtig mange andre, der også gerne vil larme, og som også har en masse på hjerte. Og at det i bund og grund er svært for mig at råbe op, fordi jeg i perioder har let ved at tvivle på min faglighed, når jeg ikke får den brugt. Den tvivl bliver også fodret af, at jeg ofte rammer en mur af tavshed i min søgning, og så er det så let for mig at rette al kritik mod mig selv og min indsats, fordi det virker som det eneste konkrete, jeg har at forholde mig til. I de perioder, hvor virkeligheden banker på, bliver jeg nogle gange lidt stille og er nødt til at tænke. Rigtig meget og nogle gange længe.

Det har dog heldigvis ikke været sådan, at jeg de sidste par uger har været fuldstændigt demotiveret, og der har heldigvis stadig været plads til grin her i firkløveret. Men jeg har haft brug for at få pusten, kreativiteten og motivationen tilbage i min jobsøgning (noget siger mig, at den espressomaskine, C og jeg køber, når jeg får et job, ikke rigtigt tæller som tilstrækkelig motivation i en virksomheds optik, tsk...), og det har bl.a. inkluderet at ignorere alle projekter, der ikke har haft nogen relation til enten job eller familie og venner.

Meget bekvemt faldt besøget af jobvirkeligheden sammen med, at Mini Tvitten blev angrebet af vuggestuestartsforkølelse og en tværhed, som ligner hende ganske dårligt. Det betød, at mens Mini Tvitten brugte tiden på at bekæmpe 11-taller, så hev jeg en uge ud af kalenderen sammen med hende. Og den brugte jeg på at hengive mig til barselslivet for en stund, og på at omgive mig med nære og motiverende venner og familie og, ikke mindst, at sætte al overskud ind på at genfinde den rette balance i min måde at søge job på. Det synes jeg, at jeg er ved at have gjort nu. Og det (håber jeg) betyder mere overskud til at koncentrere mig om andre ting end kun min familie og min egen navle igen.

Jeg glæder mig i hvert fald til at blogge igen og finde ud af, hvad der sker her i blogland:-)


P.s. Når man er så priviligeret, at man kan hive en lille uge ud af kalenderen, så kan man bl.a. nyde efterårets solskinsdage, opdage postkasserne med de fineste familiehilsner på porten ind til Nordisk Ministerråd og nyde lidt ekstra tid med familien.










    torsdag den 1. november 2012

    Klar, parat, strik!

    Jeg kender en sej chick, der står bag en knippelgod kampagne. Den hedder Varme 15X15, og den vil skaffe tæpper til de hjemløse i Danmark, så de får en chance for at holde sig varme i vinterkulden.

    Det vil den gøre ved at få så mange som muligt til at strikke og hækle små kvadrater på 15X15 cm, som til sidst bliver sat sammen til de rare tæpper, der skal hjælpe nogle af dem, der trænger allermest.

    Så hvis der sidder et par strikke- eller hæklekyndige læsere med overskud til at fremtrylle et par kvadrater drysset med næstekærlighed, så skynd jer at finde gruppen Varme 15X15 på facebook og meld jer til! Det vil helt sikkert gøre glæde:-)

    P.s. Der er allerede rigtig mange, der har tilmeldt sig kampagnen og strikker på livet løs, men det er bestemt ikke for sent at blive en del af gruppen. Den fortsætter nemlig frem til den 15. december.