Og så gik tiden da med det...

Egentlig ville jeg have lavet et indlæg om vores weekend. Og fortalt om hvor hyggelig den var. Med besøg af Mormor og Bedstefar. Som tog Tvitten med på brombærtur og gav C og jeg tid til at holde i hånd. Og om hvordan vi gik fra at skulle have været på søndagstur til Sagnlandet Lejre, fordi nogen (jeg) mente, at den lille familie ville have godt af lidt natur og lærdom om livet engang. Til at vi i stedet skulle på picnic på en stor legeplads tværs gennem byen, fordi andre (C) var for trætte til at køre i bil. Men som endte med at vi bare tog på en af de lokale legepladser og bredte tæppet ud der og blev belønnet med en stor portion nærvær og smil og masser af æbler og bær. Og så ville jeg slutte af med at vise et lille udpluk af nogle af de billeder, jeg tog undervejs.

Men så kom jeg lige nu i tanke om, at jeg hellere vil dele nedenstående video og barndomsnostalgi med jer. Bare fordi. Den er blevet spillet cirka 400 gange herhjemme siden søndag eftermiddag, hvor den poppede op i mit hovede og vandt Tvittens hjerte, og vi har sunget og danset til den mindst lige så mange gange - både os og prinsesserne, som har besat dukkehuset. Og den er blevet afbrudt og startet forfra af en ret irriteret Tvitten mindst tre gange, fordi jeg ikke kunne styre mig og kom til at synge med på Tvittens vers ('det, som pigen i den blå kjole synger!').

Og så kan jeg alligevel ikke lade være med at smide lidt weekendbilleder ind. Bare fordi...