fredag den 21. september 2012

En fugleklat i hånden...

... er bedre end ti på taget, eller hvordan er det nu lige, den er? Tror under alle omstændigheder, det var universets måde at fortælle mig på, at det var på tide at slappe lidt af og ikke stresse mere end højst nødvendigt, og at det måske var derfor, jeg endte som skydeskive (skideskive?) for en fugl i går morges, i samme øjeblik som jeg ville skynde på Tvitten.

Jeg syntes ellers lige, at jeg havde klaret overgangen fra barsel til jobsøgning fantastisk godt (når nu jeg selv skal sige det!). Og var kommet ind i en fin rytme med arbejde på læsesalen hver dag og af sted med en ansøgning her og af sted  til en samtale der, og så kunne jeg holde fri med god samvittighed om eftermiddagene sammen med familien og med en tro på, at min ansøgning alene var nok til at samtlige arbejdsgivere ville falde i svime over min faglige kunnen og fantastiske personlighed i øvrigt (ahem...).

Men hold nu op, så tacklede virkeligheden mig bagfra. Og mindede mig lige om, at der stadig er 280 andre kommunikationsfolk, der sulter efter de samme 7 opslåede stillinger, som før jeg gik på barsel. Og at selvom man kommer til samtale, så kan drømmen om jobbet blive slået i stykker, hvis man finder ud af, at stillingen alligevel ikke indebar det, man havde forestillet sig, og at begge parter kan mærke helt ned i maven, at man ikke er den rette til jobbet - hvor end begge gerne ville det.

Min selvtillid tog derfor et dyk forrige uge. Et af den slags, der ganske vist ikke sendte mig ud i et sort hul som under specialeprocessen, men som alligevel krævede utrolig meget energi, fordi jeg hele tiden skulle holde de negative tanker væk og i stedet arbejde for at gøre plads til de positive tanker omkring min faglighed og huske at tænke rationelt. Og det er en udfordring for mig de her dage. Fordi de positive tanker i høj grad hænger sammen med muligheden for at afprøve mine kompetencer i en konkret sammenhæng, og den mulighed skal der arbejdes hårdt for i øjeblikket. Jeg skal derfor passe på med ikke at panikke og forsøge at sende ansøgninger ud til højre og venstre og miste motivationen oven på de første par afslag, og jeg synes, det kræver en del energi at arbejde så målrettet hver eneste dag.

Det var måske derfor ikke så underligt, at underskudsmor fulgte lige i hælende på den tankevirksomhed i weekenden. Hun ville rigtig gerne stikke sit hoved frem og sætte den automatpilot til, som er god til at sige 'nej' og knap så god til at være nærværende i mere end 5 minutter ad gangen. Der skulle kæmpes lidt for at holde hende nede. Men en af dagene nåede hun da lige at gøre mig opmærksom på, at Mini Tvitten var SÅ på tværs, fordi hun ikke ville gå selv og bare overhovedet ikke satte pris på, at vi nu skulle på udflugt til Den Gamle By i Aarhus - en rigtig træls tanke at få. Og ikke kun på grund af tanken i sig selv, men især fordi det dagen efter viste sig, at hun havde fået skarlagensfeber (1-0 til dårligt forældreskab, øv)!

Heldigvis var underskudsmor ikke alt-dominerende, og en forlænget weekend hos Mormor og Bedstefar gjorde lykke og kunne give mig lidt ro og sætte lidt perspektiv på tingene. Vi nød i hvert fald alle fire at tage med dem på bondegårdsbesøg og klappe køer, spise den medbragte frokost og bade i korn - hvilket åbenbart kun var børn forundt ifølge Tvitten ("du må gerne hoppe op af kornet igen, Mor". Tsk.). Og lige bortset fra den indledende seance med underskudsmor, så endte besøget i Den Gamle By med at være helt fantastisk hyggeligt. Vi fik set alle de gamle huse og oplevede, hvordan man boede engang. Tvitten sang og dansede for C og jeg (og de andre spisende gæster) i en gårdhave, mens Mini Tvitten tog sig en lur, og hun nåede også at være med til at fodre høns med levende orm. Det eneste, der lige kunne lokke hende med hjem igen, var udsigten til at skulle besøge sine kusiner og sin fætter. Noget, hun havde set frem til hele dagen og spurgt til hvert 5. minut, og som levede op til hendes forventninger til fulde (ikke mindst på grund af fætterens hjertelige body-slam som velkomst og farmorens uventede besøg!).  

Så ja, de negative tanker har truet lidt med at skabe panik i min jobsøgningsproces, og jeg skal være opmærksom på at holde dem væk. Det går også bedre nu, heldigvis og ikke mindst takket være min familie:-)


































2 kommentarer:

  1. Du skriver så godt! Det er nemlig helt rigtig hvad du siger, man skal være opmærksom på at holde de negative tanker væk, for hvis man først får sig selv helt op, kan det være sværere at komme ned igen -end hvis man allerede er opmærksom på at holde lidt igen ;) det blev en værre gang sludder, ville egentlig bare sige at du rammer plet med det du skriver :) sender lidt god vind på din vej ;)

    Men hvor dejligt at I fik en hyggelig weekend ud af det, billederne er skønne og gir' en dejlig stemning.

    God dag

    SvarSlet
  2. Tak for de søde ord, Maria - de varmer. Og jeg synes ikke, det blev noget sludder:-) Jeg føler mig lidt på rette spor igen, så motivationen er heldigvis kommet tilbage. Og den skal man ikke kimse ad;-)

    SvarSlet