I dag havde Tvitten og jeg en lidt hård aflevering, hvor hun blev ked af det, da jeg gik. Og hvor føles det som at gøre vold på alle mine instinkter at aflevere hende til nogle (heldigvis gode) pædagoger, mens hun græder, og mens jeg vinker og smiler, det bedste jeg har lært, og prøver at signalere, at det her bare er fint, fint!
I børnehaven siger pædagogerne, at det er meget normalt, at børnene lige skal omstille sig fra ferie til hverdag igen, og det er selvfølgelig ok at have som forklaring. Men jeg synes, det er så synd for hende. For omstillingen til en hverdag med et socialt hieraki, hvor børnene godt kan være lidt hårde ved hinanden, er noget, der kræver rigtig meget af hendes energi i øjeblikket og gør hende rigtig træt. Og som gør C og jeg trætte. Vi har nemlig måttet finde vores indre ninja-mor og -far frem igen og vælger i øjeblikket vores kampe med særlig omhu, og det kan godt kræve lidt ekstra tålmodighed, når man får skæld ud over at have lagt hovedpuden skævt, eller ikke at have åbnet mælkekartonen på den helt rigtige måde.
Heldigvis er Tvitten generelt en glad og fantastisk pige, der er vellidt blandt de andre børn og er god til at finde på sjove lege. Så hverdagslykken er ikke gemt væk. Jeg prøver bare lige nu at minde mig selv om, at dette er en fase, vi skal igennem. Og at leverpostejen i håret og farveladen på køkkengulvet stadig er noget, man bare skal grine ad.
 |
| I går stod den på male-, snack- og tøsehygge med besøg af en veninde fra børnehaven. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar