mandag den 30. juli 2012

Sommerferie - Part 4

De sidste sandkorn er skyllet af kroppen og weekendtaskerne er (næsten) pakket ud. Vi er landet i vores lejlighed igen efter en lille uges eventyr på Ærø:-)

C og jeg oplevede dog, at Tvitten på turen indimellem virkede stresset, og at mini-McEnroe pludselig hoppede frem fra busken igen og bad sine forældre om at hoppe i havet. Vi blev på et tidspunkt enige om, at vi var børnefamilien fra helvede, der hærgede hele byen. Dem, som larmer før solen er stået op, og hvor moren to gange når at tænke 'pyha, godt vi ikke er de eneste med et hyper-overaktivt-barn-der-klatrer-på-rækværket-og-synger-MGP, indtil det går op for hende, at det er Tvitten, der har fundet ud af at låse hoveddøren til huset op og er rendt udenfor.

Så C og jeg var lidt bekymrede. For burde ferien ikke være den, hvor alle fik pulsen ned fra de 380? Det gik så til sidst op for os, at den manglende struktur fra hverdagen påvirkede Tvitten mere, end vi havde regnet med, og at omtrendt det værste, vi kunne give hende som svar på, hvilke planer vi havde for dagen, var 'ingen - nu skal vi bare gå rundt og hygge os'. Så tilbage i boksen med mor og far og deres behov for carpe diem. Og frem med de små planer. Egentlig havde Tvitten bare brug for at høre, at C og jeg havde styr på det, så det krævede ikke mere, end at vi fortalte hende, hvad vi kunne tænke os at lave og i hvilken rækkefølge. Og så var de hysteriske anfald væk. Og det var derefter ikke svært at indtage Ærø og nyde den vilde natur, stranden, legepladserne, de brostensbelagte gader med miniputhusene og ikke mindst hinanden.
























Det var vores sidste dag i sommerferien i går, og den stod lidt i de praktiske gøremåls tegn. Jeg kunne dog også mærke, at jeg trængte til et par timer alene med Tvitten, hvor jeg ikke havde Mini Tvitten på radaren. Så vi snuppede cyklen og tog ud i det blå. Og besøgte bl.a. parkourbanen i Ørestaden. Og kunne derude konstatere, at Tvitten er stærkere og sejere end moren. Og at det er mere end et år siden, moren har klatret og dyrket regelmæssig motion. Og at jeg fik forstrakt en hidtil ukendt muskel i et forsøg på at klatre om kap med Tvitten.














I dag har vi så startet hverdagen igen, og det er faktisk helt okay (selvom jeg føler mig lidt punkteret uden hele familien samlet). C er taget på arbejde, Tvitten glædede sig til at komme i børnehave, og Mini Tvitten og jeg glæder os til at krybe tilbage i barselsidyllen, som vi har sammen et par uger endnu.

4 kommentarer:

  1. det lyder tophyggeligt og gennemdejligt. og hvor rammer du spot on med din formulering om at føle sig punkteret uden hele familien samlet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Linda:-)

      Og ja, det har også været rigtig dejligt med al den tid sammen her i sommerferien. Det er svært ikke at tænke, at det må være meningen med livet;-)

      Slet
  2. Ej, hvor ser der dejligt ud på Ærø, der har jeg aldrig været. Hvor er det godt beskrevet med feriedilemmaet mellem man som voksen gerne vil have dagen ryddet for program, og de små der faktisk har brug for strukturen for at slappe af! Hold op, hvor har den ramt os mange, mange gange, da vores Viggo har brug for struktur i højere grad end de fleste..Men det lyder nu som I har haft en dejlig ferie. Og tak for tip om Parkourbanen, den kendte jeg heller ikke, der må jeg da ud med rollingerne:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg kan næsten forstå, at Viggo også har behov for at blive skærmet - noget vi også har skullet være opmærksomme på, siden Tvitten var helt spæd. Det er så synd for dem, når de bliver stressede, synes jeg. Men så er det jo netop også vores fornemste opgave som forældre at være opmærksomme på tegnene og få skabt lidt ro omkring dem:-) Og ja, det var dejligt at være af sted, og jeg kan kun anbefale jer at besøge øen engang.

      Parkourbanen ligger bare derude ved 8-tallet og venter på at blive brugt noget mere, så afsted med jer;-)

      Slet