Okay. Basic design af blog på plads - tjek. Mini Tvitten
sover sødt i gården - tjek. Koldsved over, at Mini Tvitten snart vågner, fordi
mand i gården larmer, mens han lægger fliser - tjek.
Det er lidt en stor dag for mig. Har nemlig besluttet mig
for, at jeg i dag skal skal SKAL lave mit første indlæg herinde i det, der
bliver mit lille frirum, og som kommer til at handle om lidt fra min hverdag. Hvorfor?
Har været på barsel i et halvt års tid nu og kan mærke en skrivekløe
komme snigende. Okay, så er det også lidt, fordi jeg er begyndt at få dårlig
samvittighed over ikke at bruge Mini Tvittens sovetid på noget fornuftigt (hvornår
i min barsel mon det holdt op med at være charmerende at stene til Venner…?) og
sørge for at træne ammehjernen op til igen at kunne kommunikere andet end gy gy
ga ga-lyde.
Og navnet? Det minder mig lidt om min hverdag, som den ser
ud lige nu. Elsker at trille rundt med barnevognen og nyde en latte
(’to-go, tak’) og lige for en stund se mig selv som Mrs. Tjekket Urban
Mom og lækker kone med styr på livet. I hvert fald indtil jeg opdager, at jeg er gået rundt med mælkeskæg i en halv times tid eller brænder mig på tungen og
hælder kaffen ned ad mig selv.
Blev da også ramt lidt af nemesis i går. Jeg troede, at jeg nailede
den ved at lave tomatsuppen, inden jeg hentede Tvitten i børnehaven. I bedste moderne-øko-mor-stil
snittede jeg grøntsagerne (og var endda overskudsagtig nok til at afvige fra
opskriften og tilføje et par gulerødder, bare lige sådan), tilsatte vand og
tomater og skulle så blot lade det hele simre lidt, inden jeg ville trille hen efter
Tvitten med overskud til leg i ulvetimen. Der skulle dog kun en sulten Mini Tvitten til at få mig til at glemme alt om min indre Rene Redzepi. Så det, der skulle have været en
hverdagskulinarisk oplevelse i NOMA-klassen, endte i stedet med en heftig stank
af brændt tomat og gulerod i hele lejligheden, suk.
![]() |
Se - hvor svært kan det være at lave øko-suppe? |
![]() |
Overskudsmor, der ser mere end 1 minut frem i tiden og forudser et sandsynligt behov for varm mad - altså virkelig varm mad. Det er da familiekærlighed. Og smilet bliver bare bredere, fordi det på en eller anden måde virker bekendt. Og det fede ved at amme er, at man er kronisk løvesulten, så selv madgrums kan smage som en fortryllende madkunstners værk. Redzepi, Hermann og de andre drenge ser måske anderledes på det, men de har heller ikke bryster.
SvarSletFantastisk og forfriskende vinkling! Vil du være min ammespindoktor?
Slet