tirsdag den 5. marts 2013

Tristhed

Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal skrive det her indlæg. Og det ender formentlig med at blive ustruktureret og fuld af ufuldendte sætninger og tanker. Men det gør måske ikke så meget, for det er også sådan, de sidste par dage har føltes.

Havde jeg skrevet det torsdag i sidste uge, ville det have handlet om forårskådhed, om et meget, meget rørende og varmt farvel til Mini Tvittens gamle vuggestue og om nye og sommerfugle-i-maven-agtige projekter til C og jeg. I stedet kommer det nu til at handle om et alt for tidligt farvel.

En af vores venner døde nemlig i fredags, og det er så uendeligt trist.

Hun fik konstateret kræft i maven forrige jul. Siden da har det været en tid præget af mange forskellige følelser. Hvor det har udviklet sig fra en skuffelse over ikke at kunne få flere børn, men glæde over fremskridt med behandlingen. Til sorg over tilbagefald ved juletid. De sidste par måneder var en ulige kamp mod en rigtig skidt sygdom, som endte med at blive uhelbredelig og udmattende.

Tidligt lørdag morgen fik vi beskeden om, at hun var sovet ind. Det påvirkede os meget, og der kom til at hænge en skygge over weekenden. Tvitten havde svært ved at rumme beskeden og ville kun spise sin morgenmad under bordet. Det var også hårdt for hende at se C og jeg blive kede af det. Derfor var det fantastisk, at Mormor og Bedstefar L. ikke tøvede med at køre fra Aarhus for at være sammen med os og give os tid til at være hver især.

Vi har kendt hende og hendes mand i lidt over fire år. De var nogle, som hurtigt gik fra at være forældre til Tvittens bedste vuggestuekammerat, til nogle C og jeg betragtede som venner, og som vi kunne være trygge og helt os selv sammen med.

Nu er det bare så uvirkeligt, at vi i morgen skal sige farvel. Det føles helt igennem urimeligt, at Tvittens gode ven har mistet sin mor som lille bitte og måske med tiden får sværere og sværere ved at huske hende. Og det føles lige så urimeligt, at hans far har mistet sin store kærlighed og deres fælles drømme.

Da C og jeg besøgte dem i lørdags, fornemmede vi en form for ro og afklarethed under sorgen, som nok skyldes den sidste tids vished om sygdommen. Den fornemmelse har jeg mindet mig selv om de sidste par dage, når tristheden er blevet for meget. Og den fornemmelse vil jeg også prøve at holde fast i i morgen, når vi skal sige det sidste farvel.

5 kommentarer:

  1. En klump i halsen herfra. Hvor er det uretfærdigt. Jeg håber, alle får en fin afsked i morgen.

    SvarSlet
  2. Uh, det gør ondt at læse. Håber I kan give hinanden en masse ekstra kram. Virkeligheden kan være så uhyggelig og uretfærdig. Stakkels lille familie.

    SvarSlet
  3. Åh, hvor er det trist og uretfærdigt. Tanker herfra.

    SvarSlet
  4. Det lyder rigtig svært, og uretfærdigt. Håber afskeden gik "godt".

    SvarSlet
  5. Tusind tak for alle tankerne. De varmede.

    SvarSlet