torsdag den 18. april 2013

drama, drama, drama...

... snuste vi lidt til i weekenden.

Weekenden i sidste uge startede ellers for mit vedkommende allerede torsdag aften, da jeg stak af til et lille sluttet selskab i form af verdens bedste mødregruppe. Der var måske ikke tale om så meget drama lige den aften. Udover at vi genoptog vores tradition for kaffe og romkugler i luksusudgaven - jeg beklager, men en så himmelsk chokoladekugle ER altså bare 25 kroner værd! - og denne gang valgte at slukke tørsten i en kold øl i stedet for vin. For nogle gange harmonerer øl bare bedre med hudløs ærlighed og spidse kommentarer.

Resten af weekenden startede også fantastisk. Med en glad Tvitten og Mini Tvitten, som virkelig har opdaget gevinsten ved hinanden, især efter Mini Tvitten nu er på to ben. Mini Tvitten har en fest med at kunne følge efter sin storesøster og tackle hende med et frontal attack. Og storesøsteren fornøjer sig over at have fået en ny danser med på sine MGP-optrædender herhjemme. Altså når bare den lille danser gør, som hun får besked på.

Lørdag eftermiddag sørgede Tvitten så for lidt dramatik, og C og hende endte med at aflægge skadestuen et visit. C og jeg sad ellers i sofaen som to grøntsager og havde lige bekendtgjort over for pigerne, at vi tog 5 minutters pause fra børneleg. Men vi kunne da rende og hoppe, kunne vi.

For Tvitten hørte det som en klar-parat-til start til at tage et 10 meters tilløb inde fra værelset og et crazy hop op i sofaen, som endte med at kaste hende tilbage ned i sofabordet. Shit. Der lød et ordentligt knald, og C og jeg kunne godt høre på Tvittens gråd, at der ikke bare var tale om en lille bule. Hun havde slået højre øre ned i bordkanten, så der var kommet et hak i det øverste af øret, og jeg skulle sådan styre mig for ikke at græde sammen med Tvitten. Vores lille, vilde skat.

Men jeg tog mig sammen. Og C og jeg blev hurtigt enige om, at det var nødvendigt med et skadestuebesøg. Mens C lavede en madpakke i tilfælde af ventetid, fortalte jeg Tvitten, hvad planen var, og at C nok skulle sørge for, at lægen hele tiden fortalte hende, hvad der skulle ske under behandlingen. Da C og Tvitten så var taget af sted, ringede jeg til min egen mor og rystede i bukserne.

Og nej, det er ikke fordi, jeg fik katastrofetanker om et øre, der ville falde af, eller et sår, der ville blive angrebet af multiresistente bakterier. Det var fordi, jeg ikke kunne lade være med at tænke på, hvor bange Tvitten måtte være. Og det blev jeg rastløs af. Derfor tog Mini Tvitten og jeg på legepladsen, hvor der blev gynget og spist sand og jord, mens vi ventede på nyt fra skadestuen.

Men hun var sej, var Tvitten. C fortalte, at hun havde været meget optaget af alt, hvad der foregik på skadestuen. Og at, mens hun blev syet, egentlig var startet ud med at være bange og ked af det, men fandt så roen, da hun fandt ud af, at det ikke gjorde ondt. Det, synes jeg, er sejt.

Resten af weekenden sad kyssene ekstra løst, og Tvitten var klar på nye (klatre)eventyr og på at rekonstruere over for søndagsgæsterne, hvordan hun var faldet ned fra sofaen. Og det er så her, at vi som forældre godt kunne vælge at pakke Tvitten ind i boblefolie og advare mod den lurende fare ved sofaen/sengen/stolen. For det er jo ikke første gang, at hun har været forbi skadestuen. Der var også lige noget med en brækket arm engang efter et stunt med cyklen. Men vi gør det ikke.

Det ville nemlig være ulideligt for hende at skulle lægge bånd på sin energi, blot fordi hun befinder sig indendøre. Jo vist kan hun godt sidde stille og tegne/lave perler/klippe-klistre (i fem minutter, indrømmet). Men hun er bare en rigtig aktiv, gæv pige, og det synes vi, hun skal have lov til at være. Og så må vi bare se at få skaffet det der klippekort til skadestuen...













4 kommentarer:

  1. Åh, sikke noget. Godt, at hun tog det i stiv arm - og at I også gjorde. Og ikke mindst, at øret ikke faldt af :-)

    ... og nu har jeg MEGAmeget lyst til en romkugle. Til 25 kroner. Fra Konstali, I presume?

    SvarSlet
  2. Jøsses, der har været fart på. Seje lille Tvit - det kræver sin kvinde at blive syet. Og totalt tjekket at tage madpakken med!

    Det lyder i øvrigt som en skøn mødregruppe og som nogle farlige romkugler...

    SvarSlet
    Svar
    1. De er farlige, de romkugler. Man bliver så afhængig, suk. Og ja, totalt tjekket med madpakke. Det var C, der var fremsynet. Gad vide om det er sådan en praktisk mandeting, et survival instinct...?

      Slet