At få frataget sin licens

Nogle gange kan det være meget godt lige at fjerne næsen og fingrene fra egen navle og få lidt perspektiv på tingene. Og opdage, at man egentlig har det meget godt og faktisk slet ikke burde have licens til at brokke sig. For det kan godt være, at vi her på matriklen synes, at snot, skoldkopper og nyt vuggestuetilbud kan være udfordrende i en hverdag med hang til ure på speed. Men snotten er som regel hurtigt overstået og betyder sjældent længere tids sygefravær, mens skoldkopperne for nylig var et mildt angreb i 2. omgang og nu må siges at være overstået (for man kan da ikke få det tre gange, vel..?). Og sidstnævnte viste sig i øvrigt ikke at være så svært et valg at træffe, når vi sådan rigtigt mærkede efter (og vi havde jo for hulen da selv valgt at skrive Mini Tvitten op til overflytning, når det kom til stykket).

Det var i hvert fald den konklusion, jeg nåede frem til i går. Efter at have rendt ind i tilstrækkeligt mange af de andre børnefamilier i vores omgangskreds i weekenden, der hver havde deres historier at fortælle om dobbelt op på influenza, mellemørebetændelse, søvnløse nætter og astmatisk bronkitis. Og konstant dårlig samvittighed over for arbejdsgiver.

Så i stedet for at beklage mig over manglende tid og trætte øjne, vil jeg skynde mig at liste nogle af de ting, der de sidste par dage har gjort mig glad. F.eks. en overordentlig hyggelig kaffepause med den søde Østfronten i torsdags. Måske den ikke bliver den sidste af sin slags.

Og det daglige ritual herhjemme, hvor alle fire hopper rundt i triple-sengen efter aftensmaden. Eller, det vil sige, jeg bruger måske det meste af tiden på at hvine og knibe øjnene sammen, fordi jeg i virkeligheden er bange for konstant at få en lammer af Tvitten, hvis ben undervejs har det med at flyve ukontrolleret til højre og venstre.

Og nogle søde venner, der trods nogle af førnævnte udfordringer passede Tvitten et par timer lørdag, mens Mini Tvitten tog sig en tre timers lur. Hvilket betød carte-blanche til C og jeg til at barbere to-do listen ned til det halve OG, ta daaa, kæreste igennem og være fjalede som en flok teenagere, suk.

Så derfor trækker jeg, alt hvad der i tidligere indlæg minder om brok, klynk og selvmedlidenhed tilbage. Og siger hermed undskyld. Jeg skal nok forsøge at være lidt mere selektiv fremover og kun sukke efter medlidenhed, når det virkelig gælder. I promise. Ama'r halshug.