fredag den 12. oktober 2012

Den vilde mor og den dårlige samvittighed

Jeg er så vild. Ikke bevidst, altså. Men engang imellem når jeg leger og tumler med Tvitten, så hænder det, at hun kommer til skade. Som for eksempel i morges, hvor jeg holdt fast i hendes hænder, mens hun hang med hovedet nedad. Da tænkte jeg, at det da kunne være rigtig sjovt, hvis jeg så også lige gik en tur med hende. Og det var også sjovt, syntes Tvitten, lige indtil jeg hørte lyden af (alt for meget!) hår, der blev revet af, efterfulgt af et vræl fra Tvitten. Øv. Jeg var kommet til at træde på hendes hår midt i min kådhed. Der gik da også kun et sekund, inden den dårlige samvittighed og følelsen af manglende forælderevner kom væltende ind over mig, altimens jeg prøvede at forklare en fantastisk tapper Tvitten, at håret nok skal vokse ud igen. Og så blev jeg også en lille smule jaloux. Sgu. For hvorfor er det lige, at den slags bare ikke sker for C, når han leger med Tvitten? Han leger jo endnu vildere med hende (de øver vist nok faldteknikker), og alligevel føles det lidt som om, at det altid er mig, der kommer til at spænde ben for hende, så hun falder og banker næsen ned i gulvet! Hvad er det lige, der gør forskellen (og nej, her vil jeg ikke komme ind på, hvor urimeligt klodset jeg rent faktisk er)?! Nå men, imens jeg leder efter svaret, vil jeg trøste mig med, at C og jeg er blevet benådet med en Tvitten, som heldigvis er ret robust. Og ikke sådan lader sig slå ud af et par blå mærker på benene...

4 kommentarer:

  1. Hov. Godt hun klarede den :)
    Kender godt det med at være lidt for klodset eller hurtig, sommetider på uheldig bekostning af børnene. Det er absolut ikke rart.
    Heldigvis tror jeg vilde lege (med de blå mærker der eventuelt følger) er meget bedre end kun at sidde stille og lege te-selskab :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for opmuntringen. Jeg prøver også lidt at holde fast i, at de blå mærker følger med de vilde lege. Det er nu bare bedst, når det er én selv, der får dem og ikke ens barn;-)

      Slet
  2. Jamen, man kommer jo til af og til... og så længe man også kan trøste og sige undskyld, mon så ikke det er bedre end at være forsigtig-Per hele tiden? Hvordan skal man ellers lære at håndtere det på en nogenlunde fin måde, når man (uundgåeligt) slår sig engang imellem? (Men jeg kan SAGtens forstå, hvordan den dårlige samvittighed er svær at undslippe!)

    Hov - tak for kageopskrift forresten. Den er afprøvet med stur, stur succes!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var sødt sagt - og jeg er helt enig. Det er ikke nogen dårlig ting at kunne vise sit barn, at voksne også siger undskyld, når de har gjort noget forkert - og at hvor der handles, der spildes.

      Og super, at kagen gik an:-)

      Slet