onsdag den 12. juni 2013

Stupiditet


Findes der en eller anden pille, man kan tage mod dårskab? Jeg tror nemlig, jeg har brug for én her og nu. For dels burde jeg vide bedre end at friste en vis græsk gudinde ved at skrive alt for tidligt her på bloggen om jobdrømme inden for rækkevide. Og dels burde jeg have spurgt ind til en konkret dato for afleveringen på min case-opgave. For så ville jeg formentlig have undgået den uønskede mail, der tikkede ind i går eftermiddags med budskabet ”Vi undrer os over, at vi ikke har hørt noget fra dig endnu (måske din mail er gået tabt i cyberspace?) – fremsend venligst opgaven snarest.”

P.A.N.I.K. Jeg kunne mærke knuden i maven med det samme og en erkendelse af, at der nok var noget forventningsafstemning under samtalen i sidste uge, som ikke var lykkedes. For mens jeg klart havde fået indtrykket af en uges arbejde og dermed god tid til research, visuel lækkerhed og ordkrøllerier, hed den reelle deadline noget i retning af 24 timer. Talk about miscalculation…

Jeg påtager mig selvfølgelig min del af ansvaret for ikke at have sikret mig en klar idé om afleveringsdato, og guderne må vide, at jeg føler mig så uduelig lige nu over i den grad at have fejllæst en så vigtig situation. Men jeg håber også, at virksomheden en anden gang vil tænke over at give nogle tydeligere retningslinjer for forventninger til opgavens resultat, for med min fornuft ved jeg, at det ikke kun er mig, der har fejlfortolket situationen og forventningerne.

Det gør imidlertid bare ikke den store forskel lige nu, hvor det  meste af min tankevirksomhed mere eller mindre er gået i dvale oven på en nat, hvor jeg sad og færdiggjorde arbejdet med case-opgaven. Og den smule tankevirksomhed, der er tilbage, bliver ved med at dunke mig i hovedet med et retrospektivt klarsyn mixet med meget lidt pæne ord om mine evner som arbejdsduelig borger. Øv. Hvor er det bare irriterende. Jeg prøver dog at holde modet oppe og krydse fingre for et lille mirakel, når jeg får svar på samtale og opgave i starten af næste uge.

En af de ting, jeg bebrejder mig selv, er selvfølgelig, at jeg holdt fri i weekenden. Også selvom jeg gjorde det ud fra den antagelse, at jeg var i så god tid med min opgave, at jeg sagtens kunne slappe af i weekenden (det var det der med det retrospektive, ikk’).

Så jeg tør næsten ikke sige det højt, men vi havde bare den hyggeligste weekend, som startede med en doven lørdag morgen med søvn i øjnene, rundstykker og velbrygget kaffe samt to glade piger og en glad mand og kone. Vi var lige blevet enige om at låne Morfars hus på Sydsjælland, da en fristende sms fra nogle venner lokkede med picnic i Dyrehaven og godt selskab. Derfor fik vi pludselig travlt med at pakke hele familien og lejligheden ned på alt for kort tid og huske både madpakker, bleer og weekendseng – og det lykkedes også næsten, hvis vi ser bort fra resterne fra morgenbordet og den glemte skraldepose, der ved hjemkomsten søndag aften havde sørget for at indhylle lejligheden i en ram lugt.

Trods den kaotiske afgang blev resten af weekenden noget nær idyllisk. Tæppet blev spredt ud på græsset i dyrehaven, og maden og den gode specialøl, vores venner havde sørget for, blev nydt i en afslappet stund. Eller i hvert fald så afslappet, som det nu kan blive, når man også sidder med to hyperaktive piger, der vil på Bakken, og to halvandet-årige, der vil ud og klappe heste. Derfor smuttede vi også ind i Helvedes Forgård efter frokosten, så pigerne kunne få styret deres lyst og forældrene kunne se deres økonomiske forråd svinde ind på få sekunder og gå til formål som is, balloner og ture i træstammer.

Søndag ramte idyllen os dog for alvor. Vi vågnede nemlig op i Morfars store hus og havde det helt for os selv. Det føltes lidt som at være i sommerhus med den frodige have, som blev fuldt udnyttet til boldspil og trillebørsløb. Og stor var glæden hos Tvitten, da hun fandt en ny legekammerat i naboens 5-årige datter. Det betød, at vi ikke rigtigt så mere til hende resten af dagen. Og at C og jeg kunne nyde lidt tosomhed, mens Mini Tvitten tog sig en lur i skyggen af et træ. Jamen, bliver det mere idyllisk?












4 kommentarer:

  1. Hvor kan jeg levende forestille mig den sure, sure fornemmelse! Jeg håber, at virksomheden også selv kan se, at de måske skulle have været klarere i spyttet omkring deadlines, og at de bliver blown away af din case (som jeg i øvrigt er sikker på, er fantastisk)
    Og det lyder som en skøn, energi-boostende weekend. Sydsjælland, siger du? Det lyder ikke så langt fra Vestsjælland, hvor vi skal tilbringe lidt af sommeren med at housesitte for mine forældre. Måske skulle man overveje et provins-rendezvous...

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for de pæne ord. Jeg bliver nu nok ved med at føle mig som en klaphat i et stykke tid endnu, men jeg har også dummet mig.
      Et provins-rendezvous? Ja da:)

      Slet
  2. Først og fremmest, hvor kan jeg bare forestille mig, hvor ondt i maven du fik over den mail. Jeg krydser inderligt mine fingre for, at de påtager sig deres del af ansvaret og bedømmer din opgave på lige fod med de andres. Det lød virkelig som et job, du gerne vil have!
    Til gengæld lyder weekenden skøn. Det er bare det bedste, når ens børn finder nye legekammerater, og man bare ser lykken stråle ud af dem :)

    Held og lykke!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for de krydsede fingre - det er sødt af dig:) Tror heller ikke, mine egne kunne være mere krydsede, end de er de her dage.
      Og ja, jeg synes også, man bliver lidt stolt, når ens børn selv finder nye kammerater og får en hel dag til at fungere:)

      Slet