mandag den 7. januar 2013

God jul og godt nytår, bøvs!

Så kom vi på den anden side af jul og nytår, hik. Og med den velkendte følelse af at være mæt på den helt særlige måde, der inkluderer en eftersmag af lidt for meget andesteg, rødkål og konfekt (og med en fibersprængning i det ene lår uden at have motioneret det mindst, wtf!). Og også lidt af at have skamredet en juleferie og udnyttet den maksimalt for at få set alle de rare mennesker i vores liv, vi ikke får set i det daglige.

Det startede dog knap så idyllisk den 22. december. Ej, faktisk den 21. december, kommer jeg lige i tanker om. Med et kortfattet elektronisk afslag på et job, hvor jeg havde været til jobsamtale. Og med et ønske om god jul og godt nytår, i øvrigt. Så kan man da lige gå på juleferie med ondt i næsen over en smækket dør og så ellers famle lidt rundt for at finde sin ja-hat igen og et åbent vindue...

Jeg må indrømme, at jeg brugte resten af dagen på at slikke mine sår og modtage en masse tlc fra C. Men blev også hurtigt enig med mig selv om, at selv et kedeligt afslag på et job, hvor jeg lige havde nået at drømme om et meningsfuldt job og en egentlig indkomst, den onde lyne mig ikke skulle have lov at afvise julens komme.

Derfor drog vi den 22. december sidst på eftermiddagen mod provinsen. Vi havde dog begået den fejl, at fortælle Tvitten om det allerede om morgenen, hvilket betød, at hun hang i gardinerne resten af dagen og spurgte omtrendt hvert sekund, om det var 'nu' (NU?....NU?!!?), at vi skulle sætte næsen mod Farmor. Da vi endelig kom af sted og havde timet afgangen noget nær perfekt i forhold til trafik og Mini Tvittens ekstra lur, gik køreturen faktisk glimrende. Måske dog lige med undtagelse af den tid, vi brugte på at sidde i kø på Storebælt, og hvor Mini Tvitten valgte at fyre en fest af i bleen og derefter være stærkt utilfreds med den manglende service på skiftefronten.

Heldigvis kommer man igennem sådan en kø på et eller andet tidspunkt, og heldigvis er pigerne tilgivende væsner, der hurtigt glemmer, at de har brokket sig over manglende fremdrift og ellers hevet og flået i moren, der sad med på bagsædet (og som omvendt på betænksom vis involverede faren i frustrationerne over aldrig at have fået taget det der kørekort, som giver adgang til førersædet og retten til ikke at være mast mellem enten børn eller uanede mængder af bagage, som udfordrede vores ellers meget rummelige familiewagon). Derfor var der da også højt humør igen, da vi kunne trille videre på motorvejen efter en tiltrængt bilpause hos de gyldne buer just efter broen og efter yderligere halvanden time kunne parkere bilen foran Farmors hus.



En overgearet Tvitten får en tiltrængt pause på Mickey D.


Farmor plejer altid at stå klar med redte senge og åbne arme, ligeså snart vi holder i indkørslen. Men da vi parkerede bilen denne gang, var der forbløffende stille. Det viste sig så at skyldes den mindre væsentlige detalje, at C havde glemt at fortælle Farmor, at vi kom en dag tidligere end planlagt. Men armene blev dog åbnet med det samme, Farmor spottede os i entreen med ikke-indpakkede-og-i-øvrigt-købt-i-sidste-øjeblik-julegaver, bagage og vasketøj, og de forblev åbne og meget, meget rummelige i hele den lange juleuge, vi besatte huset og ignorerede alt, hvad der hed normale menneskers søvnbehov.

Det er blandt andet også derfor, at vi kan se tilbage på en juleferie, hvor idyllen var næsten total. For trods et travlt program med familiebesøg til højre og venstre mange dage i træk, endte vi alligevel med at få plads til fri leg og smil og grin og kram. Og det der med C's og mine bekymringer om for mange aktiviteter og hurlumhej på en gang? Dem lod pigerne tilsyneladende hånt om og var næsten i zen lige der midt i gavehelvedet gaveregnen og blandt de elskede kusiner, fætre, mostre, onkler og ikke mindst bedsteforældre! Så hurra for et absolut minimum af de helt store humørudsving, der ellers kan få især Tvitten til at danse på alle fire vægge!





En træt Mini Tvitten juleaften...




C og jeg havde ellers en backup-plan, der hed noget med at tage tilbage til Kbh før tid. Men den arkiverede vi igen, dels på grund af pigernes strålende overskud og dels på grund af noget så kedeligt som en begravelse midt i det hele. C's farfar sov ind mellem jul og nytår efter at have været syg igennem længere tid. Og selvom det altid er rigtig trist at sige farvel og at blive mindet om, hvor sårbar man er, når man vælger at elske andre, så var det nu rigtig fint, at C kunne nå at se sin farfar en sidste gang Lillejuleaften.

Vi fik altså nogle ekstra dage i provinsen uden planlagte aktiviteter. Og for filan, hvor var det også rart. Bare at kunne tage på legepladsen og at kunne sætte sig ind i bilen uden at skulle køre i flere timer.







Vi fik derfor ladt batterierne op igen, så vi var klar til den store nytårsaften, ta daaa! Som skulle holdes sammen med nogle yndlingsmennesker, der netop er flyttet helt derud på landet, hvor der er absolut tysna og mørkt om aftenen (hvilket harmonerer særlig godt med min fyrværkerifobi, tak). Vores venner havde arrangeret det super fint og subtilt sådan, at børn og voksne spiste henholdsvis hovedret og tapas sammen. Derefter stod den på dans á la Gangnam Style. Og her vil jeg som mor gerne have lov at prale med det store danse- og rytmetalent, som jeg tror Tvitten er (noget, vi i øvrigt også kunne se rundt om juletræet, hvor den ikke fik for lidt i forhold til indlevelse og mimik. Dog er jeg lidt bekymret for hendes 'Eeeeeeh, sexy laaaady'-moves...). Og efter dans og affyring af knaldperler, stjernekastere og en enkelt raket kunne vi lægge samtlige børn i seng omkring klokken halv ni og derefter indtage den lækreste menu på ægte voksenmaner. Det vil sige en menu, der på ingen måder minder om boller i karry, men som til gengæld pirrede smagsløgene, og som var ledsaget af fine voksendrikke, højt humør og ondt-i-maven-grin, yai!










Det var for os en tiltrængt og perfekt måde at hoppe ind i det nye år på: familiebatteriet fuldt opladet i juleferien og omgivet af nære venner, der er så gode til at bekræfte C og jeg i, hvad det er for nogle ting, der skaber ægte værdi for os. Og til de interesserede kan jeg da godt afsløre, at det hverken har noget med karriereræs eller jobsøgning at gøre. Alligevel må 2013 nu godt blive året, hvor jeg kan få sparket døren ind til et job, ikk´;)


5 kommentarer:

  1. ØØØJJ, hvor lyder det da bare godt!! Bliver allerede helt julenostalgisk bare af at læse dit fine indlæg :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak:) Jeg blev nu også selv lidt nostalgisk af at skrive det (og så glemmer man jo nemt hvor lidt søvn, man fik...(; )

      Slet
  2. 2013 bliver helt sikkert året, hvor vi begge to får adgang til jobland! Nødvendigvis. Det lyder i øvrigt som en fantastisk jul og nytår - det sørgelige til trods.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du ha'.

      Og hvad hvis vi råber i kor og banker på døren til jobland? Tror du ikke det hjælper lidt?!!;)

      Slet
    2. HELT sikkert. Og nødvendigvis.

      Slet