mandag den 19. november 2012

Hallooooooo, Blog....?

Undskyld, Blog, at jeg har ignoreret dig, og at der er gået et par uger med radiotavshed og navlepilleri. Et par uger, som har været mere præget af mælkeskæg end af cremet mokka. For egentlig ville jeg ønske, at mit fravær skyldtes en guddommelig spa og rekreation, hvor jeg har fået nusset og pusset min hud og min sjæl, så begge dele nu fremstår fine og glatte og uden det mindste spor af 4 års søvnunderskud. Eller et eventyr i Baumgartner-style, måske.

Men æv. Det skyldes nok nærmere, at jeg har befundet mig et sted midt imellem. Nemlig lige midt i leverpostejen, hvor jeg har trådt vande og nok også har haft brug for det. For hvis sandheden skal frem, så er det ikke nødvendigvis lutter lagkage med den der jobsøgningproces, som jeg befinder mig i. Bevares, jeg nyder fleksibiliteten, som muliggør indkøb uden børn for rush hour, og som betyder morgener uden stress og langsom indkøring af Mini Tvitten i vuggestue. Men i bund og grund trænger jeg også til at føle mig uundværlig i en arbejdsmæssig sammenhæng og få skabt mig en identitet, der er bundet op på min faglighed.

Sidstnævnte hører til en virkelighed, der indimellem kan overskygge alle de gode ting i mit liv, og som jeg tidligere har skrevet om her. Og det gjorde den så også for et par uger siden. Det plejer gerne at være et besøg, hvor jeg bliver mindet om, hvor svært det kan være at trænge igennem med mit budskab i en verden, hvor der bare er rigtig mange andre, der også gerne vil larme, og som også har en masse på hjerte. Og at det i bund og grund er svært for mig at råbe op, fordi jeg i perioder har let ved at tvivle på min faglighed, når jeg ikke får den brugt. Den tvivl bliver også fodret af, at jeg ofte rammer en mur af tavshed i min søgning, og så er det så let for mig at rette al kritik mod mig selv og min indsats, fordi det virker som det eneste konkrete, jeg har at forholde mig til. I de perioder, hvor virkeligheden banker på, bliver jeg nogle gange lidt stille og er nødt til at tænke. Rigtig meget og nogle gange længe.

Det har dog heldigvis ikke været sådan, at jeg de sidste par uger har været fuldstændigt demotiveret, og der har heldigvis stadig været plads til grin her i firkløveret. Men jeg har haft brug for at få pusten, kreativiteten og motivationen tilbage i min jobsøgning (noget siger mig, at den espressomaskine, C og jeg køber, når jeg får et job, ikke rigtigt tæller som tilstrækkelig motivation i en virksomheds optik, tsk...), og det har bl.a. inkluderet at ignorere alle projekter, der ikke har haft nogen relation til enten job eller familie og venner.

Meget bekvemt faldt besøget af jobvirkeligheden sammen med, at Mini Tvitten blev angrebet af vuggestuestartsforkølelse og en tværhed, som ligner hende ganske dårligt. Det betød, at mens Mini Tvitten brugte tiden på at bekæmpe 11-taller, så hev jeg en uge ud af kalenderen sammen med hende. Og den brugte jeg på at hengive mig til barselslivet for en stund, og på at omgive mig med nære og motiverende venner og familie og, ikke mindst, at sætte al overskud ind på at genfinde den rette balance i min måde at søge job på. Det synes jeg, at jeg er ved at have gjort nu. Og det (håber jeg) betyder mere overskud til at koncentrere mig om andre ting end kun min familie og min egen navle igen.

Jeg glæder mig i hvert fald til at blogge igen og finde ud af, hvad der sker her i blogland:-)


P.s. Når man er så priviligeret, at man kan hive en lille uge ud af kalenderen, så kan man bl.a. nyde efterårets solskinsdage, opdage postkasserne med de fineste familiehilsner på porten ind til Nordisk Ministerråd og nyde lidt ekstra tid med familien.










    7 kommentarer:

    1. Årh velkommen tilbage! Dejligt at have dig her igen - lige på overspringshandlingernes foretrukne holdeplads. Blev helt bange for om du havde opgivet.

      Dejligt indlæg - rammer ret godt plet hos en med lignende fornemmelser.

      Glæder mig til snart at ses IRL. Som man siger.

      SvarSlet
      Svar
      1. Tak, Nat - det varmer.

        Også at høre, at jeg kan være en del af dine overspringshandlinger. Det tæller ikke som en overspringshandling, når man mødes IRL, vel..?

        Og smut så tilbage til arbejdet;-*

        Slet
    2. Velkommen igen.

      Oh, hvor lyder det som noget jeg kender. Det er så svært ikke at blive demotiveret og tvivle på egne evner og faglighed, når der er stille ude i modtagerland.

      Godt, du har fundet frem til den gode måde at gøre det på igen. (En opskrift på sådan noget er velkommen, hvis det er...) Lige om lidt er jeg ledig til at være fælles om jobsøgningsland - måske endda over en fælles omgang mælkeskæg?

      SvarSlet
      Svar
      1. Tusind tak:-)

        Jeg tror desværre ikke, jeg har opfundet den dybe tallerken mht jobsøgningen nu (gid jeg havde - så kunne jeg måske blive jobsøgningskonsulent?!), men har i hvert fald fundet en måde, der giver mening for mig. Men jeg er bestemt åben over for at udveksle opskrifter over en gang mælkeskæg. Du kan bare sige til, når du er ved at migrere fra barsels- til jobsøgningsland.

        Slet
      2. Jobkonsulent - helst ikke, vel? Jeg har KUN dårlige erfaringer med den slags, og jeg forestiller mig, du er et grundlæggende godt menneske, så jeg tror det er den forkerte vej for dig!

        Jeg migrerer med årsskiftet, så lad os kigge på noget mælkeskæg når vi er færdige med at klippe-klistre og jule :)

        Slet
    3. Ja velkommen! Og jeg får helt sympati-ondt i maven. Pyyyyyyha. Men godt du trods alt kunne hygge om den lille snottede mini Tvitt :)

      SvarSlet