Postkort

Kære Blog

Vi har været på en af de her helt fantastisk afhængighedsskabende ferier, hvor familien synes at være i zen. Hvor pulsen kommer helt ned, og dagene flyder stille sammen med tid til at lægge mærke til alle de små nuancer i pigernes udvikling. Tvitten har virkelig taget sin storesøsterrolle til sig og skal nok sørge for, at ingen gør Mini Tvitten fortræd. Og Mini Tvitten snakker og forklarer og øver sig i den grad på at udvide sit ordforråd og kan pludselig forstå mange flere af de ting, vi taler med hende om.

Det hele var dog ikke lyserødt fra starten, tør jeg vist godt sige. Og vi undgik ikke helt de klassiske, indledningsvise konflikter, som nogle gange opstår i spændingsfeltet mellem hverdag og ferie, når pulsen lige skal sættes ned i gear.

I hvert fald synes jeg, at det krævede et par ekstra dybe indåndinger at være den anerkendende forælder i konflikter om sovetider/tandbørstning/solcreme/is, når jeg lige selv skulle omstille mig fra hverdagsrutiner til den mere afslappede ferierytme.

Men heldigvis tog det ikke så lang tid, inden vi fandt det for os rigtige gear. Og vi har nydt at bo et sted med fin afstand til både natur og by og med plads til at tilgodese pigernes modsatrettede behov i form af middagslur og action.

Vi har klappet og set på rigtig mange dyr både på gården, hvor vi boede, og i den nærliggende Skåne Dyrepark. Vi har nydt et par besøg i hyggelige Malmø, hvor især Folkets Park var et hit hos pigerne med mulighed for tivoliture, frokost i det fri og badning i det fine soppebassin på en ekstra varm sommerdag. Vi har badet i den store sø tæt på gården, og vi har spist så mange is, som vi kunne. På de særligt dovne eftermiddage har hittet været vandkamp på gårdens store græsplæne, plukning af modne kirsebær og bare tumlen rundt med boldspil. I det hele taget har det været fantastisk bare at være alene sammen som firkløver om dagen og om aftenen at kunne give tosomheden fuld opmærksomhed under ledsagelse af sød hvidvin og lune aftener.

Vi landede tilbage i Danmark for nogle dage siden til strandture og hygge med naboer. Og vi er så heldige, at vi stadig har lidt ferie tilbage. Men det skal jeg nok sende et nyt postkort om lidt senere.

Kærlig hilsen
Pernille


Bondegård, dyr og friskplukkede kirsebær

Hyggelige Malmø

Is, søer og strand

Fest bag kulisserne

Bloggen har været stille i over en måned, og nu er det på tide at bryde radiotavsheden. For det er faktisk  ikke fordi, der har været stille i vores familie siden sidst. Vi har tværtimod haft travlt med at danse på bordene og nyde flere af den slags drikke med bobler i. Vi synes nemlig, at der har været særligt to ting at fejre (hvis du i øvrigt ikke er til optimistiske indlæg af den næsten kvalmende slags, så bare spring over resten af indlægget. Så er det sagt.).

For det første er Tvitten lige fyldt 5 år. Vi fejrede hendes fødselsdag i sidste uge, i hvad der føltes som syv dage og syv nætter. Vi havde børnehave-, familie- og vennebesøg, og der blev pyntet op i gården og skruet op for børneleg og hjemmebag. Og selvom mostre og kusiner var savnet, så var begge familiers hilsner til Tvitten et rigtig godt plaster på såret i form af hjertehilsner både som snailmail og som hjemmebrygget musikvideo på youtube.

Det slog mig for nylig, hvor ganske endnu mere fantastisk, hun bliver som årene går (og ja, jeg befinder mig stadig i den bobbel af nostalgi, der rammer mig årligt, når pigerne har fødselsdag). Hendes temperament og hendes egenrådighed kan stadig teste min tålmodighed helt vildt. Det skal guderne vide. Men hun har samtidig udviklet en tålmodighed, empati og omsorgsfuldhed særligt det seneste år, som er så rørene. Både når hun som noget selvfølgeligt gør plads til flere i legen og deler sine sidste jordbær med Mini Tvitten. Og når hun tager bamser med til C og jeg, når hun om natten lister ind i vores seng. Samtidig elsker jeg også hendes evne til at grine af sig selv og sige skidt pyt, og jeg håber sådan, at hun vil bevare den evne.

Så var der også lige den anden ting, som har fået os til at fylde glassene med bobler: Jeg er blevet tilbudt et job! Et virkelig, virkelig spændende ét endda, og som kom ind fra højre, helt uventet.

Det er ikke hos det sted, som jeg nævnte i forrige indlæg. For det forpurrede jeg godt og grundigt med min skødesløse tilgang til begrebet deadline. Faktisk kom det her tilbud som en indledende sms, mens jeg sad i lækkert selskab med to fantastiske, kloge og underholdende damer en torsdag aften og drak rødvin og prøvede at komme mig over min bommert.

SMS'en var fra én, som jeg kender perifert, der bl.a. har sit eget firma, hvor han arbejder med kompetenceledelse. Han skulle til at udvide med en stilling og ville høre, om det kunne være noget for mig. Og jo tak, det kunne det. Vi snakkede nemlig sammen og mødtes et par gange og blev hurtigt enige om, hvordan min baggrund i kommunikation kunne flettes ind i hans arbejde med HR. Derfor skal jeg nu bl.a. arbejde med undervisning og udvikle undervisningsmateriale, ligesom jeg også skal dykke ned i den bog, han er ved at skrive, og være med til at færdiggøre den. Jeg skiftevis ryster i bukserne og laver vejrmøller ned ad gaden ved tanken om opgaverne.

Det er først inden for den seneste uge, at jeg har turdet sige det rigtig højt, at jeg har fået job. Både fordi jeg har været så koncentreret i processen omkring samtalerne og samtidig været så bange for at jinxe tilbuddet (med caseopgaven frisk i erindringen, ahem). Men måske også mest, fordi jeg ikke rigtig har turdet tro på det. At jeg nu endelig har nået et af de mål, jeg i så lang tid har arbejdet hen imod og endda får chancen for at arbejde med noget, jeg brænder for.

Sidste uge var min første uge på stedet, og den er gået med oplæring. Jeg har fået en fantastisk modtagelse og er hurtigt kommet til at føle mig hjemme. Men jeg har glemt, hvor hårdt det er at være ny. Og at skulle forholde sig til nye mennesker og et nyt IT-system, som gjorde mine øjne så trætte, at jeg til sidst var nødt til at forstørre Word-dokumenterne op i 275%, suk.

 Men skidt pyt. Det har været helt igennem fantastisk og befriende at cykle afsted hver morgen den sidste uge med en følelse af at komme videre med mit liv. Jeg føler, at noget tungt er lettet, og at en masse energi pludselig er blevet frigivet til andre ting end lige netop jobsøgning. Jeg ved godt, at vi står over for nogle udfordringer, C og jeg, der bl.a. hedder hverdagslogistik. Men vi er så klar til at tage den udfordring op, at den lige i øjeblikket bare virker som en bagatel (jeg ved det godt. Sådan lyder omkvædet nok ikke om et par måneder, men lad os bare bade i champagnen lidt endnu...).

Så for en gangs skyld er det ikke manglende overskud, der har været skyld i stilheden på bloggen. Tiden har bare været brugt på fordybelse i familie og venner. Og nye tider, som jeg lige har skullet knibe mig i armen for at turde tro på og turde sige det højt.

Med de sidste ugers mange indtryk in mente er vi nu taget på en ret tiltrængt sommerferie. For selvom der er sket mange positive ting, har vi i den grad haft brug for at trække stikket og lade op igen alle fire. Vi er stukket af til lidt landlig idyl i Sverige, hvor vi har lejet en længe på en gård med udsigt til marker, heste og kirsebærtræer. Jeg håber, det kan være med til at sænke det høje adrenalinniveau, som jeg har rendt rundt med i næsten et år, og som jeg også mistænker Tvitten for at have overtaget lidt.

Noget tyder dog på, at feriestemningen allerede er ved at indfinde sig. I hvert fald er tempoet allerede blevet sat ned, Tvitten tegnede idag en tegning af "mor og far, der kysser", og der er blevet danset til Marie Key som aldrig før. God sommer derude:)


Og så lidt billededok fra den sidste måneds tid:

Klædt ud som Mor...

Til børnejazz med søde Østfronten og charmerende Bean

Kolonihavehygge med venner

Stupiditet

Findes der en eller anden pille, man kan tage mod dårskab? Jeg tror nemlig, jeg har brug for én her og nu. For dels burde jeg vide bedre end at friste en vis græsk gudinde ved at skrive alt for tidligt her på bloggen om jobdrømme inden for rækkevide. Og dels burde jeg have spurgt ind til en konkret dato for afleveringen på min case-opgave. For så ville jeg formentlig have undgået den uønskede mail, der tikkede ind i går eftermiddags med budskabet ”Vi undrer os over, at vi ikke har hørt noget fra dig endnu (måske din mail er gået tabt i cyberspace?) – fremsend venligst opgaven snarest.”

P.A.N.I.K. Jeg kunne mærke knuden i maven med det samme og en erkendelse af, at der nok var noget forventningsafstemning under samtalen i sidste uge, som ikke var lykkedes. For mens jeg klart havde fået indtrykket af en uges arbejde og dermed god tid til research, visuel lækkerhed og ordkrøllerier, hed den reelle deadline noget i retning af 24 timer. Talk about miscalculation…

Jeg påtager mig selvfølgelig min del af ansvaret for ikke at have sikret mig en klar idé om afleveringsdato, og guderne må vide, at jeg føler mig så uduelig lige nu over i den grad at have fejllæst en så vigtig situation. Men jeg håber også, at virksomheden en anden gang vil tænke over at give nogle tydeligere retningslinjer for forventninger til opgavens resultat, for med min fornuft ved jeg, at det ikke kun er mig, der har fejlfortolket situationen og forventningerne.

Det gør imidlertid bare ikke den store forskel lige nu, hvor det  meste af min tankevirksomhed mere eller mindre er gået i dvale oven på en nat, hvor jeg sad og færdiggjorde arbejdet med case-opgaven. Og den smule tankevirksomhed, der er tilbage, bliver ved med at dunke mig i hovedet med et retrospektivt klarsyn mixet med meget lidt pæne ord om mine evner som arbejdsduelig borger. Øv. Hvor er det bare irriterende. Jeg prøver dog at holde modet oppe og krydse fingre for et lille mirakel, når jeg får svar på samtale og opgave i starten af næste uge.

En af de ting, jeg bebrejder mig selv, er selvfølgelig, at jeg holdt fri i weekenden. Også selvom jeg gjorde det ud fra den antagelse, at jeg var i så god tid med min opgave, at jeg sagtens kunne slappe af i weekenden (det var det der med det retrospektive, ikk’).

Så jeg tør næsten ikke sige det højt, men vi havde bare den hyggeligste weekend, som startede med en doven lørdag morgen med søvn i øjnene, rundstykker og velbrygget kaffe samt to glade piger og en glad mand og kone. Vi var lige blevet enige om at låne Morfars hus på Sydsjælland, da en fristende sms fra nogle venner lokkede med picnic i Dyrehaven og godt selskab. Derfor fik vi pludselig travlt med at pakke hele familien og lejligheden ned på alt for kort tid og huske både madpakker, bleer og weekendseng – og det lykkedes også næsten, hvis vi ser bort fra resterne fra morgenbordet og den glemte skraldepose, der ved hjemkomsten søndag aften havde sørget for at indhylle lejligheden i en ram lugt.

Trods den kaotiske afgang blev resten af weekenden noget nær idyllisk. Tæppet blev spredt ud på græsset i dyrehaven, og maden og den gode specialøl, vores venner havde sørget for, blev nydt i en afslappet stund. Eller i hvert fald så afslappet, som det nu kan blive, når man også sidder med to hyperaktive piger, der vil på Bakken, og to halvandet-årige, der vil ud og klappe heste. Derfor smuttede vi også ind i Helvedes Forgård efter frokosten, så pigerne kunne få styret deres lyst og forældrene kunne se deres økonomiske forråd svinde ind på få sekunder og gå til formål som is, balloner og ture i træstammer.

Søndag ramte idyllen os dog for alvor. Vi vågnede nemlig op i Morfars store hus og havde det helt for os selv. Det føltes lidt som at være i sommerhus med den frodige have, som blev fuldt udnyttet til boldspil og trillebørsløb. Og stor var glæden hos Tvitten, da hun fandt en ny legekammerat i naboens 5-årige datter. Det betød, at vi ikke rigtigt så mere til hende resten af dagen. Og at C og jeg kunne nyde lidt tosomhed, mens Mini Tvitten tog sig en lur i skyggen af et træ. Jamen, bliver det mere idyllisk?

Trylle, trylle væk!

Hvor gad jeg godt at kunne trylle. Jeg behøvede ikke at have en fin tryllestav med stjerner og glimmer på, selvom det kunne være meget divaagtigt, nu jeg tænker over det. Så ville jeg måske også være nødt til at anskaffe mig en matchende kjole. Med en lille jakke til. Og et par lækre pumps... Uanset, så ville jeg trylle med tiden og få den til at gå i stå. Bare for en stund. Jeg synes nemlig, at der er alt for lidt af den i øjeblikket, og den smule tid, der er, går alt for stærkt.

Og det harmonerer rigtig skidt med, at jeg også er sådan én, der ikke kan sige nej til arrangementer af nogen art, fordi jeg er bange for at gå glip af noget (og jeg undrer mig over, at Tvitten har det på samme måde...?). I går blev jeg så ramt af noget, der mindede om feber med ømme muskler og kulderystelser, og jeg tror, det kommer oven på en uge med kursus, jobsamtale, netværk, møder og sociale arrangementer. Tænker lidt, at det er kroppens måde at bede mig om at prioritere min tid på, og derfor bliver dette indlæg også mere en form for statusopdatering, hvor jeg blot vil billedspamme jer lidt med nogle højdepunkter fra den sidste uges tid.

Jeg vil rigtig gerne fortælle noget mere om min jobsamtale. Men jeg er stadig bange for at jinxe det hele. Så det eneste, jeg vil sige nu, er blot, at det gik fint. At jeg er gået videre og nu er i gang med at løse en test i form af en case-opgave. Jeg er så spændt!

P.s. Jeg skylder i øvrigt at fortælle lidt mere om det fine Barbie-tøj, som Østfronten sendte til Tvitten for nylig. Hun har lavet en meget fin jakke med to små lommer og et flot fold i kraven og et bælte i livet (forestiller mig, at det har krævet en del teknisk snilde at lave...). Kjolen har også nogle fine detaljer. Bl.a. har den inderst et fint lag tyl med stjerner på, som får kjolen til at strutte på den helt rigtige måde, ifølge Tvitten.

Tvitten syntes, det var meget spændende at modtage en gave med posten og spurgte ind til, hvem 'Østfronten' var og hvorfor hun havde syet det flotte tøj til dukkerne. Tøjet skulle selvfølgelig prøves med det samme, og lykken var stor, lige indtil hun kom i tanke om, at hun ikke selv havde været med til at åbne brevet. Det resulterede i et mindre vredesudbrud og mange tårer. Beskyldninger om løftebrud, svie og smerter føg gennem luften, og det blev ikke bedre af, at jeg prøvede at forklare det med mit navn i adressefeltet. For det ville Tvitten gerne se med egne øjne. Og opdagede så, at Østfronten havde været så betænksom også at skrive Tvittens navn ud for adressen, hvilket jeg havde overset i min iver efter at flå brevet op tidligere på dagen. Så Tvitten fik min uforbeholdne undskyldning, og jeg blev tilgivet til sidst. Derefter kunne legen begynde, og Barbie-dukkerne fik deres revival, hvor det nye outfit blev luftet på vildmarkstur med bål og snobrød.

Postmanden kom forbi

Og se, hvad han havde med! Det sødeste outfit til Tvittens Barbie-dukker, som nu endelig kan skifte nogle af deres 80'er styles ud, hvor retro de end måtte være.

Den fine jakke og den hotte kjole er en gave fra Østfronten. Og hvor ville jeg gerne eje det kreative gen, som hun har - for så kunne det være, at jeg i stedet for at sy ærmerne sammen på den ene bluse, jeg forsøgte at lave i håndarbejde i 7. klasse, kunne kreere lige så lækkert tøj til pigerne eller deres dukker. Men det gen har jeg altså ikke. I stedet er jeg heldig at kende én, der er så gavmild, at hun har syet tøj til Tvittens dukker.

Tak, Østfronten:)

Lækker research

Pssst.... Sådan kan det godt se ud, når man researcher til en kommende samtale. Jeg tør ikke sige så meget endnu, for jeg er virkelig bange for at jinxe den og blive helt og aldeles tyndslidte-nerver-skuffet, hvis ikke det lykkes. Men det er noget med at arbejde et drømmested med et drømmeområde. Og jeg svæver lige nu på en lyserød sky af lykke over at være trængt igennem larmen i første omgang og få chancen for et møde. Og så siger jeg altså ikke mere. Lige nu.

Når regnen regner, der oppe på taget...

... så luner det at tænke tilbage på en sommersød Pinse med to glade piger, vandkamp i gården og udforskning af nye legepladser i skyggen af limegrønne træer. 

Vi havde ingen planer overhovedet og tog dagene, som de kom, og var helt nede i gear. På den måde var det lidt kontrastfyldt at heppe løberne af sted til Copenhagen Marathon og klappe dem i mål igen. Det hårdeste, vi præsterede den dag, var lidt havearbejde i gården - hvilket så til gengæld har givet genlyd lige siden for mit vedkommende i form af en hævet og øm underarm, der udfordrer selv et løft af kaffekoppen. Ynkeligt, I know. Jeg tog det dog som et tegn fra universet om, at jeg nok bare skulle hoppe tilbage ind i den ferieagtige tilstand, som ellers havde indfundet sig i vores lille familie, og det var  præcis, hvad jeg gjorde sammen med C og pigerne resten af Pinsen.